45 kommuner søgte om hjælp fra statens særtilskudspulje for 2027. Kun 22 får del i den ene milliard kroner. Lolland får hele 223 millioner kroner, mens vækstkommunen Skanderborg også har søgt, men ikke får del i puljen. De to kommuner befinder sig på hver sin side af den kommunale virkelighed – og illustrerer samtidig et langt større spørgsmål: Er det kommunerne, eller selve finansieringssystemet, der har et problem?

Næsten hver anden danske kommune har bedt staten om ekstraordinær økonomisk hjælp.

45 af landets 98 kommuner har søgt om særtilskud for 2027. Nu er fordelingen faldet på plads, og 22 kommuner får del i den samlede pulje på én milliard kroner.

Dermed får mere end halvdelen af ansøgerne ikke del i pengene.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt.

For særtilskudspuljen er ikke tænkt som en almindelig del af kommunernes finansiering. Den skal fungere som supplement til det almindelige tilskuds- og udligningssystem og hjælpe kommuner, hvor særlige lokale eller akut opståede forhold ikke bliver tilstrækkeligt opfanget af det generelle system.

Når 45 kommuner alligevel søger, er det derfor værd at spørge, om vi fortsat taler om særlige tilfælde.

Eller om vi er begyndt at se et mere grundlæggende problem med den måde, kommunerne finansieres på.

Lolland får 223 millioner kroner

Den klart største modtager er Lolland Kommune.

Kommunen får 223 millioner kroner fra særtilskudspuljen.

Det er et meget stort beløb, men faktisk mindre end de 300 millioner kroner, kommunen havde håbet på.

Lollands økonomiske situation har været alvorlig. Tidligere i august blev kommunens budgetudfordring for 2027 opgjort til 531 millioner kroner. Den er siden reduceret til 347 millioner kroner.

Kommunen har blandt andet peget på et faldende befolkningstal som en væsentlig årsag til det økonomiske pres.

Lolland er på den måde næsten skoleeksemplet på den type kommune, som særtilskudssystemet traditionelt forbindes med:

En kommune med store demografiske og strukturelle udfordringer og et økonomisk grundlag, der er under pres.

Men årets ansøgerfelt viser, at historien om den pressede kommune ikke længere er så enkel.

Skanderborg søgte også – men af næsten modsatte årsager

For i den anden ende af spektret finder vi Skanderborg.

Skanderborg Kommune er også blandt de 45 kommuner, der har søgt om særtilskud for 2027.

Men her er historien en ganske anden.

Skanderborg er en attraktiv østjysk vækstkommune. Problemet er ikke først og fremmest, at borgerne forsvinder.

Tværtimod.

En væsentlig del af udfordringen er, at kommunen har mange børn og oplever et betydeligt pres på likviditeten. Borgmester Frands Fischer har netop peget på børneboomet som en del af forklaringen på, at kommunen har søgt særtilskud.

Flere borgere er på lang sigt positivt for en kommune.

Men vækst er ikke gratis.

Nye boligområder kræver veje og infrastruktur. Flere børn kræver daginstitutioner, skoler og medarbejdere. Befolkningsvækst kan derfor udløse store kommunale investeringer, før de langsigtede økonomiske gevinster for alvor materialiserer sig.

Og så kan selv en kommune med vækst komme under betydeligt økonomisk pres.

Skanderborg er ikke blandt de 22 kommuner, der nu får del i milliardpuljen.

Dermed står vi med et interessant paradoks:

Lolland mangler penge, blandt andet fordi kommunen mister borgere. Skanderborg søger hjælp, blandt andet fordi kommunen får flere borgere.

Når både vækst og tilbagegang giver økonomiske problemer

Det er præcis her, årets særtilskud bliver mere interessant end selve fordelingen af den ene milliard kroner.

For hvis to så forskellige kommuner kan opleve så store økonomiske udfordringer, at de begge søger den samme ekstraordinære statslige pulje, er det rimeligt at spørge, om finansieringssystemet er tilstrækkeligt robust.

Kommunerne står med vidt forskellige udfordringer.

• Nogle kommuner oplever faldende indbyggertal. Andre oplever kraftig vækst.
• Nogle har en aldrende befolkning. Andre har mange børn.
• Nogle kæmper med et svagt skattegrundlag og store sociale udgifter.

Andre skal investere massivt i skoler, daginstitutioner, veje og anden infrastruktur for at følge med væksten.

Men regningen lander det samme sted: Hos kommunerne.

45 ansøgninger er det vigtigste tal

Derfor er 22 måske slet ikke det vigtigste tal i dagens udmelding.

Det er 45.

For 45 ud af 98 kommuner har vurderet deres økonomiske situation sådan, at de har fundet anledning til at søge særtilskud.

Samtidig er presset stigende. Til budgetåret 2026 søgte 37 kommuner om særtilskud, og 22 fik del i en pulje på 800 millioner kroner.

Til 2027 er puljen vokset til én milliard kroner. Men antallet af ansøgere er samtidig steget fra 37 til 45.

Det bør give anledning til eftertanke. For man kan godt forhøje en pulje.

Man kan også diskutere, om Lolland skulle have haft 223, 250 eller 300 millioner kroner, og om nogle af de 23 kommuner, der ikke kom gennem nåleøjet, burde have været med.

Men det løser ikke det grundlæggende spørgsmål:

Hvorfor har næsten halvdelen af Danmarks kommuner overhovedet behov for at søge om ekstraordinær økonomisk hjælp?

Særtilskuddet skal være undtagelsen

Ministeriets egen beskrivelse af §16-puljen er vigtig i denne sammenhæng.

Særtilskuddet skal supplere det generelle tilskuds- og udligningssystem i situationer, hvor systemet ikke nødvendigvis opfanger særlige lokale forhold eller mere akut opståede udfordringer.

Det giver god mening.

Der vil altid være kommuner, der i enkelte år bliver ramt af ekstraordinære forhold.

Men hvis ekstraordinære problemer rammer næsten halvdelen af landets kommuner samtidig, begynder definitionen på ekstraordinær at blive udfordret.

Og udviklingen kommer samtidig med, at kommunerne skal håndtere store forandringer inden for blandt andet ældrepleje, sundhed, socialområdet, klima, beredskab og den øvrige borgernære velfærd.

Måske er tiden kommet til den større diskussion

Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr siger i forbindelse med fordelingen, at mange kommuner er pressede og har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

Det er svært at være uenig i efter årets ansøgningsrunde.

Men det næste spørgsmål må være hvorfor.

For historien om Lolland og Skanderborg viser, at der ikke findes én forklaring.

Lolland og Skanderborg kunne næsten ikke være mere forskellige cases.

• Den ene kæmper blandt andet med befolkningstilbagegang.
• Den anden kæmper med konsekvenserne af vækst og mange børn.

Alligevel ender begge kommuner samme sted:

Med en ansøgning til staten om ekstraordinær økonomisk hjælp.

• Lolland får 223 millioner kroner.
• Skanderborg får ikke del i milliardpuljen.

Men begge kommuners ansøgninger fortæller noget vigtigt om den kommunale økonomi.

Når både kommuner i tilbagegang og kommuner i vækst oplever, at den almindelige finansiering ikke kan følge deres virkelighed, er det måske ikke længere nok at diskutere størrelsen på særtilskudspuljen.

Så bør Christiansborg og kommunerne tage den langt vanskeligere diskussion:

Er det danske kommunale finansierings- og udligningssystem stadig indrettet til den virkelighed, kommunerne står i?