Når kommunerne i disse uger indgår budgetaftaler for 2027, er klima fortsat en del af dagsordenen. Men ser man nærmere på de første aftaler, er der tegn på, at klimaindsatsen er ved at ændre karakter. Hvor diskussionen tidligere ofte handlede om CO₂-reduktioner, grøn omstilling og langsigtede klimamål, bliver investeringerne nu i stigende grad koblet sammen med et langt mere konkret spørgsmål: Hvordan gør vi kommunen i stand til at fungere, når vejret, energiforsyningen eller andre kritiske systemer bliver sat under pres?
Det er endnu for tidligt at konkludere, at der er tale om et landsdækkende skifte. Men de første budgetaftaler giver anledning til at holde øje med, om klimatilpasning, energiforsyning, kommunale bygninger og beredskab er ved at smelte sammen til én større kommunal dagsorden om robusthed.
Fra grøn omstilling til fysisk sikring
I Tønder Kommune handler en del af investeringerne blandt andet om kystsikring, afvanding af marsken og fremtidssikring af digerne. Her bliver klimaforandringer ikke først og fremmest en abstrakt diskussion om udledninger, men et meget konkret spørgsmål om at beskytte lokalsamfund, ejendomme og infrastruktur mod vand.
På Frederiksberg bliver investeringer i kommunale anlæg samtidig tænkt sammen med løsninger, der skal håndtere skybrud. Og i København kobles klimaindsatsen blandt andet til isolering, energiforbedringer og renovering af den eksisterende kommunale bygningsmasse.
Hver for sig er initiativerne forskellige. Men samlet peger de på en udvikling, hvor kommunernes klimaindsats i højere grad handler om den fysiske kommune: bygningerne, energien, infrastrukturen og evnen til at modstå ekstreme hændelser.
Det rejser spørgsmålet, om vi er på vej ind i en ny fase af kommunernes grønne omstilling.
Klimatilpasning bliver også beredskab
Grænsen mellem klimatilpasning og beredskab bliver samtidig vanskeligere at trække.
Hvis et plejecenter skal kunne fungere under et længerevarende strømsvigt, er det så en investering i energi, ejendomsdrift eller beredskab? Hvis en skole renoveres, så bygningen både bruger mindre energi og bedre kan håndtere ekstrem varme eller store regnmængder, er det så klima eller almindelig bygningsvedligeholdelse? Og når en kommune investerer i diger, afvanding og sikring af kritisk infrastruktur, hvor stopper klimatilpasningen så, og hvor begynder beredskabet?
Det er ikke kun et spørgsmål om definitioner. Det har betydning for, hvordan kommunerne fremover skal prioritere deres investeringer.
For den kommunale bygningsmasse er enorm. Skoler, daginstitutioner, rådhuse, plejecentre, kulturhuse, idrætsfaciliteter og tekniske anlæg skal ikke alene vedligeholdes. De skal også kunne fungere i en virkelighed med større krav til energiforbrug, forsyningssikkerhed, klimatilpasning og beredskab.
Dermed kan en renovering, der tidligere primært handlede om nyt tag, nye vinduer eller mindre energiforbrug, i fremtiden skulle vurderes ud fra langt flere hensyn.
Kommunernes bygninger bliver en del af totalberedskabet
Udviklingen bliver særlig interessant, når man sammenholder klimainvesteringerne med de nye krav og forventninger til kommunernes beredskab.
Bornholms Regionskommune har eksempelvis i sin budgetaftale prioriteret investeringer i sikring af kommunale administrationsbygninger og i muligheden for at opretholde kritiske funktioner på plejecentre ved strømsvigt.
Det illustrerer meget godt, hvordan forskellige kommunale dagsordener er ved at flyde sammen.
Et plejecenter er ikke længere alene en bygning, som kommunen skal drive og vedligeholde. Det er også en kritisk funktion, som skal kunne fungere under en krise. Det samme gælder dele af kommunens administration, vandforsyning, IT, institutioner og tekniske anlæg.
Dermed bliver ejendomsstrategien pludselig også en del af beredskabsstrategien.
Og klimatilpasningen bliver en del af samme regnestykke.
Hvem skal betale for den robuste kommune?
Det store spørgsmål bliver derfor økonomien.
Kommunerne står allerede med betydelige udgifter til vedligeholdelse og renovering af eksisterende bygninger. Samtidig vokser udgifterne på blandt andet social- og specialområdet, mens flere kommuner i deres budgetaftaler også gennemfører besparelser og effektiviseringer.
Oven i det kommer forventninger om klimatilpasning, energirenovering og et stærkere civilt beredskab.
Hvis kommunale bygninger fremover både skal være energieffektive, klimatilpassede og kunne fungere under længerevarende forsyningssvigt, vil det kræve investeringer, som ikke nødvendigvis kan rummes inden for den traditionelle vedligeholdelsesramme.
Det gør finansieringsdiskussionen central.
For hvis staten forventer, at kommunerne skal spille en større rolle i Danmarks samlede beredskab, bliver spørgsmålet også, om der følger finansiering med. Ellers risikerer kommunerne at skulle vælge mellem den almindelige velfærd og investeringerne i den robusthed, som staten samtidig forventer, at de leverer.
Måske er »klima« ved at blive til noget større
Det interessante ved de første budgetaftaler er derfor måske ikke, hvor mange millioner kommunerne isoleret set bruger på klima.
Det interessante er, hvad pengene efterhånden bliver brugt til.
Klimatilpasning, energiforsyning, vedligeholdelse, ejendomme, nødstrøm, kritisk infrastruktur og beredskab begynder at hænge sammen. Det kan betyde, at kommunerne i de kommende år skal tænke langt mere på tværs af de traditionelle forvaltninger og budgetområder.
Det kan også betyde, at den kommunale klimaindsats bevæger sig fra primært at handle om at reducere kommunens påvirkning af klimaet til i højere grad også at handle om at beskytte kommunen mod konsekvenserne af en mere usikker verden.
Spørgsmålet er derfor, om de første budgetaftaler for 2027 viser begyndelsen på en ny kommunal dagsorden:
Er kommunerne ikke længere bare ved at bygge den grønne kommune – men den robuste kommune?
