Fra 2027 bliver tre kommunale beredskaber til ét fælles beredskab i Køge, Solrød og Stevns. Falck skal fortsat stå for den operative drift, mens kommunerne samler myndighed, ledelse og materiel i én organisation. Modellen kan vise sig at være et billede på, hvordan fremtidens kommunale beredskab kommer til at se ud – men den rejser samtidig spørgsmålet om, hvor meget selvbestemmelse den enkelte kommune reelt beholder.

Når kalenderen skifter til 2027, sker der en markant ændring af beredskabet i Køge, Solrød og Stevns. De tre kommuner går sammen om Brand & Redning Køge-Solrød-Stevns, der etableres som et fælleskommunalt §60-fællesskab.

Samtidig er Falck valgt til at levere det operative beredskab. Det betyder, at det fortsat bliver Falck-mandskab, der i væsentligt omfang skal rykke ud til brande, ulykker og andre hændelser, mens kommunerne i fællesskab beholder myndighedsansvaret og ejerskabet til den nye beredskabsorganisation.

Det kan umiddelbart ligne endnu en historie om et kommunalt udbud, hvor Falck har vundet kontrakten. Men den interessante kommunalpolitiske historie ligger et andet sted.

For fra 1. januar 2027 vil der ikke længere være tre selvstændige kommunale beredskabsorganisationer i Køge, Solrød og Stevns. Kompetencen flyttes til én fælles organisation, og dermed afgiver den enkelte kommune også en del af sin direkte styring med et område, som historisk har været en kommunal kerneopgave.

Én organisation – tre kommuner

Kommunerne samarbejder allerede i dag på beredskabsområdet, men den nye konstruktion går væsentligt længere. Det nye fælleskommunale beredskab får sin egen fælles ledelse og beredskabskommission og overtager kompetencen til at varetage beredskabsopgaven på vegne af de tre kommuner.

Argumentet er blandt andet, at en større organisation giver bedre mulighed for at udnytte mandskab, specialkompetencer og materiel på tværs af kommunegrænserne. Ved større hændelser eller flere samtidige indsatser bliver det eksempelvis muligt at disponere drejestiger, både, specialudstyr og ekstra mandskab som én samlet kapacitet.

Det kan give større robusthed i en tid, hvor kommunerne samtidig skal forholde sig til et ændret risiko- og trusselsbillede, klimahændelser, oversvømmelser, ekstremt vejr og stigende krav til det samlede beredskab.

Men organisatorisk betyder konstruktionen også, at kommunegrænsen får mindre betydning.

Beredskabet skal i højere grad disponeres efter, hvor behovet er, frem for hvilken kommune en brandbil eller en bestemt kapacitet traditionelt tilhører.

Falck leverer – kommunerne ejer

Det er samtidig vigtigt at skelne mellem det nye fælleskommunale beredskab og Falcks rolle.

Kommunerne privatiserer ikke myndighedsansvaret. Det bliver liggende i den fælleskommunale organisation. Kommunerne skal også fortsat eje beredskabets køretøjer og materiel, mens relevante kommunalt ejede bygninger og stationer kan stilles til rådighed for den operative leverandør.

Falcks opgave bliver at levere den operative kapacitet.

Kontrakten løber efter planen fra 1. januar 2027 til udgangen af 2030 med mulighed for forlængelse i yderligere to gange ét år.

I arbejdet med udbuddet har kommunerne samtidig set på blandt andet bemandingsformer, drift og vedligeholdelse af køretøjer samt mulighederne for at koble økonomiske incitamenter til eksempelvis ankomsttider på skadestedet.

Dermed bliver modellen interessant, fordi den skiller myndighed, ejerskab og operativ drift fra hinanden.

Kommunerne ejer og bestemmer i fællesskab. Falck producerer en væsentlig del af den operative ydelse.

Hvem bestemmer, når tre bliver til én?

Det centrale kommunalpolitiske spørgsmål bliver derfor ikke nødvendigvis, om borgerne fortsat har en brandstation i nærheden. Solrød Kommune har eksempelvis understreget, at den lokale brandstation fortsætter.

Spørgsmålet er snarere, hvor beslutningerne fremover bliver truffet.

Ejerskabet af det nye fælles beredskab fordeles med 79 procent til Køge, 13 procent til Stevns og otte procent til Solrød. Fordelingen af driftsudgifterne ser imidlertid anderledes ud: Køge skal betale 61 procent, Stevns 23 procent og Solrød 16 procent.

Driftsfordelingen skal blandt andet beregnes ud fra indbyggertal, antallet af udrykninger, kommunernes geografi og antallet af brandsynsobjekter.

Det giver på mange måder god administrativ mening. Men konstruktionen illustrerer også et grundlæggende dilemma ved stadig større kommunale samarbejder.

For når en opgave flyttes fra kommunalbestyrelsen til et §60-fællesskab, bliver afstanden mellem den enkelte kommunalpolitiker og den konkrete drift større. Den enkelte kommune kan ikke længere nødvendigvis beslutte alene, hvordan dens beredskab skal organiseres, prioriteres eller udvikles.

Sammenlægningen er ikke nødvendigvis en spareøvelse

Det ville være nærliggende at antage, at tre beredskaber bliver til ét for at spare penge.

Så enkelt er regnestykket imidlertid ikke.

I kommunernes arbejde med modellen er der peget på muligheden for stordriftsfordele, men samtidig er det understreget, at markedssituationen og stigende krav til beredskabet kan betyde, at besparelsen ikke nødvendigvis materialiserer sig.

Det er en vigtig pointe.

For hvis større beredskabsenheder ikke primært handler om besparelser, bliver argumentet i stedet robusthed, professionalisering og muligheden for at samle stadig mere specialiserede kapaciteter.

Og netop den udvikling kan blive afgørende for den fremtidige struktur.

Er det sådan fremtidens kommunale beredskab kommer til at se ud?

Køge, Solrød og Stevns kan derfor vise sig at være mere end en lokal historie.

Diskussionen om organiseringen af det danske redningsberedskab er allerede i bevægelse. Kravene til kommunerne bliver større, samtidig med at både det sikkerhedspolitiske trusselsbillede og forventningerne til totalberedskabet ændrer sig.

Det gør det relevant at spørge, om Danmark om nogle år fortsat vil have en lang række selvstændige kommunale beredskaber, eller om udviklingen bevæger sig mod færre og større enheder.

Køge, Solrød og Stevns viser én mulig model.

Kommunerne beholder opgaven og ejerskabet, men opgiver hver deres selvstændige organisation. Myndighed og ledelse samles på tværs af kommunegrænserne, mens den operative drift kan leveres af en privat aktør.

Det kan give et stærkere og mere robust beredskab. Men udviklingen har også en kommunalpolitisk pris, hvis den enkelte kommunes direkte indflydelse bliver mindre.

Derfor er spørgsmålet måske ikke kun, om Falck skal drive det operative beredskab i Køge, Solrød og Stevns fra 2027.

Det større spørgsmål er, om Køge, Solrød og Stevns allerede nu viser os, hvordan fremtidens kommunale beredskab bliver organiseret – og hvor meget kommunalt selvstyre der i så fald følger med.