På papiret lyder fælles indkøb som en oplagt idé. I praksis oplever mange kommuner, at det er en spændetrøje, der kan hæmme lokal udvikling.
At lave en SKI-rammeaftale er en tung proces. Kravspecifikationerne kan løbe op i tusindvis af sider, og selve udbudsprocessen tager ofte over et år. Når aftalen så er på plads, er den meget svær at ændre – også selvom en kommune finder en bedre eller grønnere løsning undervejs.
Et konkret eksempel er grønne løsninger: Mange kommuner ønsker at teste nye teknologier – fx i klimasikring eller energistyring – men kan være bundet af en SKI-aftale, der kun omfatter traditionelle løsninger. Dermed risikerer man, at innovation bremses.
Små og mellemstore virksomheder er også udfordrede. De kan have svært ved at deltage i de store udbud, fordi kravene til dokumentation, økonomisk robusthed og leveringskapacitet er for omfattende. Resultatet kan være, at det offentlige mister adgang til lokale og ofte mere fleksible leverandører.
Det er en reel problemstilling: Når centralisering bliver målet i sig selv, risikerer man at overse, at kommunernes behov er vidt forskellige – og at lokal forankring kan være en styrke.
