Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) er en af de mest indflydelsesrige aktører i det danske offentlige indkøb. Formålet er enkelt: Samle statslige, regionale og kommunale indkøb i store fælles udbud, så man kan opnå bedre priser og mindske den administrative byrde.
En kommune behøver derfor ikke selv at gennemføre et EU-udbud, hver gang den skal købe it-systemer, rengøring eller printere. I stedet kan den ”tilslutte sig” en SKI-rammeaftale og købe direkte fra de leverandører, der har vundet.
Tanken bag SKI blev især styrket i 00’erne, hvor man fra Finansministeriets side ønskede mere kontrol og gennemsigtighed i det offentlige forbrug. Samtidig ville man professionalisere indkøb og give små kommuner samme forhandlingsstyrke som store.
Der er ingen tvivl om, at SKI har skabt orden i det offentlige indkøb og fjernet et hav af små og potentielt fejlbehæftede udbud. Det har reduceret risikoen for klagesager, givet standardiserede kontrakter og gjort det lettere at dokumentere, at indkøb foregår lovligt.
Men centraliseringen har også en pris. Når indkøb samles i store udbud, stilles der krav, som kun få – typisk store – leverandører kan leve op til. Det skaber debat om, hvorvidt SKI’s struktur er for stiv i forhold til kommunernes behov for lokale, grønne og innovative løsninger.
