Når en kommune skal købe biler, computere eller tekniske installationer, tager man udgangspunkt i standarder. Men når kommunen skal bygge en helt almindelig daginstitution, starter processen ofte næsten fra bunden. Hvorfor?

Der udarbejdes et nyt byggeprogram.

• Et nyt arkitektonisk koncept.
• Nye skitser.
• Ny projektering.
• Nye brugerprocesser.
• Nye beregninger.
• Nye udbud.

Alt sammen selv om behovene i Aalborg, Slagelse, Aarhus og Vejle grundlæggende er de samme.

Børnene skal have gode opholdsrum. Personalet skal have et godt arbejdsmiljø. Der skal være garderober, toiletter, køkken, teknikrum, administration og gode udearealer.

Bygningsreglementet fastlægger allerede en lang række fælles krav.

Alligevel opfører vi os, som om hver ny daginstitution er et arkitektonisk pionerprojekt.

Det er den sjældent.

Millioner bruges på den samme udviklingsopgave

Arkitekter og rådgivere udfører et vigtigt arbejde.

Denne debat handler ikke om at gøre dem overflødige.

Den handler om at stille et enkelt spørgsmål:

Hvorfor bliver kommunerne ved med at købe næsten den samme udviklingsopgave igen og igen?

På et almindeligt kommunalt nybyggeri udgør den samlede tekniske rådgivning – arkitekter, ingeniører, projektering, byggeledelse, tilsyn og udbud – ofte omkring 8-15 procent af byggesummen.

En daginstitution til 60 millioner kroner kan derfor have rådgiver- og projekteringsomkostninger i størrelsesordenen 5-9 millioner kroner.

Naturligvis kan hele beløbet ikke spares.

Hver bygning skal fortsat tilpasses grunden, lokalplanen, terrænet og de lokale myndighedskrav.

Men hvis kommunerne genbrugte gennemprøvede rumprogrammer, digitale modeller, installationsprincipper, materialevalg og udbudsdokumenter, burde en betydelig del af udviklingsarbejdet kunne reduceres.

Det handler ikke om at bygge billigere.

Det handler om at bruge flere af pengene på selve bygningen.

De skjulte omkostninger

Der er også en anden regning.

Byggebranchen har tidligere peget på, at virksomhedernes transaktionsomkostninger ved konkurrencer om rådgivningsopgaver kan udgøre op mod 37 procent af kontraktværdien.

Det er tusindvis af arbejdstimer, som bruges på tilbud, konkurrencer og dokumentation, der aldrig bliver til et færdigt byggeri.

De omkostninger forsvinder ikke.

De bliver indregnet i de projekter, virksomhederne rent faktisk vinder – og ender dermed hos kommunerne og skatteborgerne.

Standardisering er ikke det samme som ens bygninger

Kritikken kommer næsten altid med det samme.

“Vi har prøvet standardbyggeri før.”

Ja.

Men problemet i 1960’erne og 1970’erne var ikke, at man standardiserede.

Problemet var, at standarderne mange steder var dårlige.

Moderne standardisering handler om noget helt andet.

Den handler om at standardisere det, der ikke behøver at blive opfundet igen.

• Vådrum.
• Installationer.
• Ventilation.
• Teknik.
• Konstruktionsprincipper.
• Dokumentation.
• Digitale modeller.

Mens facader, udearealer, dagslys, materialevalg og bygningens placering fortsat kan tilpasses de lokale forhold.

God arkitektur forsvinder ikke.

Den får blot mere tid til at koncentrere sig om det, der faktisk gør en forskel.

Den største gevinst er bedre kvalitet

Målet bør ikke nødvendigvis være at reducere anlægsbudgettet.

Forestil dig, at en kommune har afsat 60 millioner kroner til en ny daginstitution.

Hvis standardisering frigør blot få procent af den samlede økonomi, kan pengene investeres i:

• bedre indeklima
• bedre ventilation
• mere robuste materialer
• lavere energiforbrug
• bedre akustik
• mere fleksible bygninger
• lavere drifts- og vedligeholdelsesomkostninger.

Kommunen får ikke bare en billigere proces. Den får en bedre bygning. Og det er langt vigtigere.

For kommunen skal ikke kun bygge huset.

Den skal eje, drive, opvarme, rengøre, vedligeholde og renovere det de næste 30-50 år.

Totaløkonomi bør derfor veje tungere end anlægsprisen alene.

Standardisering handler også om tid

En ofte overset gevinst er hastighed.

Hvis rumprogrammer, BIM-modeller, brandstrategier, installationsprincipper og udbudsdokumenter allerede findes, kan vejen fra politisk beslutning til første spadestik blive væsentligt kortere.

Når kommunerne mangler daginstitutionspladser, plejeboliger eller sundhedshuse, er tid næsten lige så værdifuld som penge.

Sundhedsreformen giver en oplagt mulighed

Diskussionen handler ikke kun om daginstitutioner.

De kommende år skal kommunerne investere massivt i nye sundhedshuse og lokale sundhedstilbud som følge af sundhedsreformen.

• Hvorfor ikke starte her?
• Hvorfor ikke udvikle en fælles, frivillig byggestandard for de mange sundhedsbyggerier, der nu skal opføres?

• Det vil reducere projekteringstiden.
• Mindske risikoen for fejl.
• Skabe bedre kvalitet.

Og frigøre flere penge til den behandling, teknologi og de medarbejdere, som bygningerne i sidste ende er sat i verden for at understøtte.

Andre lande er allerede i gang

Storbritannien har i flere år arbejdet med nationale standarder og designprincipper for offentlige skolebyggerier.

Formålet er ikke, at alle bygninger skal se ens ud.

Formålet er, at hver offentlig bygherre ikke skal opfinde de samme løsninger igen og igen.

Også i Danmark findes virksomheder, som allerede leverer modulære og konceptbaserede institutioner.

• Teknologien eksisterer.
• Kompetencerne eksisterer.

Det, der mangler, er en fælles kommunal strategi.

98 kommuner behøver ikke 98 grundmodeller

Kommunerne skal naturligvis have frihed. Lokale forhold er forskellige. Pædagogiske retninger varierer.

Grundene er ikke ens.

Men ingen af delene kræver, at 98 kommuner hver især udvikler deres egen grundmodel for en daginstitution, et sundhedshus eller et plejecenter.

KL og kommunerne bør derfor udvikle en fælles, frivillig byggestandard med:

• gennemprøvede rum- og funktionsprogrammer
• standardmodeller i flere størrelser
• fælles krav til indeklima, akustik og arbejdsmiljø
• standardiserede tekniske løsninger
• fælles BIM-modeller
• totaløkonomiske beregninger
• standardiserede udbudsdokumenter
• systematisk opsamling af erfaringer fra drift og vedligeholdelse.

Kommuner med særlige behov skal naturligvis kunne afvige.

Men afvigelsen bør være et aktivt valg – ikke udgangspunktet.

Vi har ikke brug for flere prestigeprojekter

Kommunerne står foran historisk store investeringer i daginstitutioner, skoler, sundhedshuse, plejecentre og beredskabsfaciliteter.

Samtidig er økonomien presset, og både kommunerne og byggebranchen mangler arbejdskraft.

Derfor giver det stadig mindre mening at behandle hvert almindeligt velfærdsbyggeri som et unikt eksperiment.

Kommunerne skal naturligvis ikke bygge 98 ens daginstitutioner.

Men de behøver heller ikke opfinde den samme bygning 98 gange.

Standardiser det, der virker.

Tilpas det, der er nødvendigt.

Brug resten af pengene på bedre materialer, bedre indeklima og bedre velfærd.

Det er svært at finde et godt argument for at gøre det modsatte.