Ny analyse afslører, at 61 procent af væksten i kommunernes serviceudgifter siden 2018 er gået til specialområderne. Mens Christiansborg taler om historiske velfærdsløft, er spørgsmålet, hvor meget der reelt bliver tilbage til skoler, daginstitutioner og ældrepleje.

Der er noget, der ikke helt hænger sammen i fortællingen om dansk kommunaløkonomi. År efter år præsenterer regeringen og Kommunernes Landsforening økonomiaftaler med milliardløft til velfærden. Politikerne fortæller om flere penge til børnene, de ældre og den borgernære service. Alligevel oplever mange kommuner et fortsat pres på økonomien, og borgerne kan have svært ved at genkende de lovede forbedringer.

Nu dokumenterer en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en væsentlig del af forklaringen.

Hele 61 procent af den reale vækst i kommunernes serviceudgifter fra 2018 til 2025 er gået til det specialiserede social- og undervisningsområde. Det betyder, at hver gang kommunernes samlede serviceudgifter er steget med 100 kroner, er 61 kroner gået til blandt andet borgere med særlige behov, botilbud og specialundervisning.

Pengene er altså ikke nødvendigvis blevet væk. De er i vidt omfang blevet brugt på at håndtere et stadig større udgiftspres.

Fra 80 til 93 milliarder kroner

Tallene er markante. I 2018 anvendte kommunerne samlet omkring 80 milliarder kroner på det specialiserede social- og undervisningsområde. I 2025 var beløbet vokset til cirka 93 milliarder kroner, opgjort i sammenlignelige priser.

Det er især botilbudsområdet, der driver udviklingen. Ifølge analysen står botilbud alene for 40 procent af udgiftsstigningen på specialområderne, og kommunerne bruger nu omkring 27 milliarder kroner årligt på denne del af velfærden.

Det er næsten dobbelt så meget som de cirka 15 milliarder kroner, kommunerne bruger på det specialiserede undervisningsområde.

Problemet er ikke, at borgere med særlige behov modtager hjælp. Tværtimod er der tale om nogle af de mest sårbare mennesker i vores samfund, som kommunerne naturligvis skal sikre den nødvendige støtte.

Problemet opstår, når udgifterne vokser så hurtigt, at de økonomiske løft, som politikerne har lovet den brede befolkning, i stedet må bruges på at finansiere allerede eksisterende og stigende forpligtelser.

3,3 milliarder mere i 2027 – men hvor langt rækker de?

Med økonomiaftalen for 2027 har regeringen og KL aftalt et realløft af kommunernes serviceramme på 3,3 milliarder kroner. Heraf er omkring 300 millioner kroner målrettet forlængelsen af minimumsnormeringerne frem til skolestart, mens cirka 3 milliarder kroner er afsat til bredere kommunale prioriteringer.

På papiret er det endnu et betydeligt løft.

Men kommunerne skal samtidig håndtere den demografiske udvikling med flere ældre, eksisterende serviceforpligtelser og ikke mindst det fortsatte udgiftspres på specialområderne.

De 61 procent i den nye analyse beskriver den historiske udvikling frem til 2025. De fortæller derfor ikke, præcis hvordan milliarderne i 2027 bliver anvendt. Men tallene viser, hvorfor det er afgørende at undersøge, om de nye bevillinger faktisk giver plads til forbedringer, eller om pengene allerede er optaget af stigende udgifter.

For borgeren er forskellen væsentlig.

Når regeringen annoncerer flere milliarder til kommunerne, er det nærliggende at forvente, at pengene også resulterer i bedre service. Men hvis en betydelig del går til at fastholde det eksisterende serviceniveau, bliver forbedringerne langt mindre synlige.

Kommunerne står med vidt forskellige udfordringer

Analysen afslører også betydelige geografiske forskelle.

I Lolland Kommune udgjorde udgifterne til det specialiserede social- og undervisningsområde cirka 26.490 kroner per indbygger i 2025. I Dragør Kommune var beløbet omkring 10.900 kroner.

Landsgennemsnittet var cirka 15.500 kroner.

Det er enorme forskelle, som ikke uden videre kan forklares med, at nogle kommuner er bedre til at styre økonomien end andre. Befolkningssammensætning, sociale udfordringer og antallet af borgere med omfattende støttebehov spiller en væsentlig rolle.

Men tallene rejser et grundlæggende spørgsmål om den kommunale finansiering.

Er det rimeligt, at kommuner med særligt store sociale udfordringer skal anvende en langt større del af deres økonomiske råderum på specialiserede indsatser og dermed potentielt får vanskeligere ved at udvikle den almindelige velfærd?

Det er i høj grad et spørgsmål, som kræver politiske svar fra Christiansborg.

Risikoen er en ond økonomisk cirkel

Det mest bekymrende er måske, at udviklingen kan blive selvforstærkende.

Hvis stigende udgifter til specialområdet presser kommunerne til at begrænse ressourcerne i almindelige daginstitutioner, folkeskoler og forebyggende indsatser, risikerer man på længere sigt at skabe yderligere behov for specialiseret støtte.

Netop denne risiko fremhæves af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Samtidig viser undersøgelser fra VIVE, at kommunerne gennem flere år har haft vanskeligt ved at overholde budgetterne på det specialiserede socialområde.

I 2025 brugte kommunerne samlet set 1,5 milliarder kroner mindre på service end budgetteret, når der korrigeres for blandt andet merudgifter til ukrainske flygtninge. Alligevel var der betydelige budgetoverskridelser på områderne for børn, unge og voksne med særlige behov.

Det understreger, at udfordringen ikke blot handler om størrelsen af de samlede kommunale bevillinger, men også om den måde, pengene fordeles og udgifterne udvikler sig på.

Christiansborg må forklare, hvad milliarderne skal række til

Kommunerne har naturligvis selv ansvaret for at prioritere deres budgetter og sikre en effektiv anvendelse af skatteborgernes penge. Men det er regeringen og Folketinget, der fastlægger en stor del af de økonomiske og lovgivningsmæssige rammer.

Derfor kan debatten heller ikke alene overlades til landets 98 kommunalbestyrelser.

Hvis politikerne på Christiansborg ønsker at blive ved med at fortælle, at de løfter velfærden med milliarder, må de også være villige til at forklare, hvor stor en del af pengene der reelt skaber ny og bedre service, og hvor stor en del der anvendes på at finansiere udgifter, som kommunerne allerede er forpligtet til at afholde.

Samtidig bør der være en langt mere grundlæggende diskussion af, hvordan udgifterne på det specialiserede socialområde kan styres bedre, uden at det sker på bekostning af mennesker med reelle og omfattende behov.

For det er hverken borgerne med særlige behov eller den almindelige folkeskoleelev, der skal betale prisen for en økonomisk model, som er under pres.

Det afgørende spørgsmål er derfor ikke længere blot, hvor mange milliarder Christiansborg tilfører kommunerne. Det er, hvor mange af milliarderne der faktisk giver kommunerne mulighed for at levere bedre velfærd.

Og det svar skylder både regeringen og kommunalpolitikerne borgerne.