Milliardinvesteringerne i det danske forsvar har udløst en kamp mellem kommunerne om kaserner, krigsskibe, forsvarsindustri og nye arbejdspladser. Borgmestre skriver breve, danner alliancer og præsenterer store visioner. Men et nærmere blik på de konkrete beslutninger viser, at der er betydelig forskel på at gøre sig bemærket og faktisk at få del i investeringerne. Måske handler konkurrencen i virkeligheden mindre om politisk gennemslagskraft og mere om at forstå Forsvarets behov.

Et nyt kommunalt kapløb

Danmarks historiske oprustning har ikke alene sat gang i Forsvarsministeriet, Forsvaret og forsvarsindustrien. Den har også skabt en ny form for kommunal konkurrence, hvor borgmestre over hele landet forsøger at positionere deres kommuner som attraktive hjemsteder for fremtidens forsvarsaktiviteter.

Og det er forståeligt. Nye forsvarsarbejdspladser kan betyde faste indtægter, øget bosætning, større efterspørgsel efter lokale serviceydelser og nye muligheder for det eksisterende erhvervsliv. For kommuner, der gennem årtier har oplevet centralisering og tab af statslige arbejdspladser, repræsenterer oprustningen en sjælden mulighed.

Men hvem er egentlig kommet længst?

En gennemgang af de seneste års offentlige initiativer viser, at kommunerne griber konkurrencen meget forskelligt an. Nogle har samlet hele landsdele bag politiske kampagner. Andre har satset på at tilbyde konkrete arealer, eksisterende kompetencer og færdige løsninger til Forsvaret.

Det rejser et interessant spørgsmål: Er det de største politiske ambitioner eller de mest anvendelige løsninger, der bliver omsat til investeringer?

Kampen om krigsskibene – fire stærke bud og én placering

Konkurrencen om fremtidens danske flådeskibsværft er måske det tydeligste eksempel.

I Esbjerg gik et konsortium sammen om at tilbyde Esbjerg Havn som sted for slutsamling af nye militære fartøjer. Kommunens borgmester, Jesper Frost Rasmussen, fremhævede muligheden for at skabe en stabil base af arbejdspladser og aktivitet.

På Fyn samledes samtlige fynske kommuner i en alliance med virksomheder og organisationer. Med Lindøs eksisterende faciliteter, maritime kompetencer og industrihistorie som argument ønskede man at placere fremtidens skibsproduktion på Fyn.

I Sydøstdanmark gik Lolland, Guldborgsund og Vordingborg Kommuner sammen om Rødbyhavn. Argumentet var blandt andet, at de enorme produktionsfaciliteter fra Femernbyggeriet på sigt kunne genanvendes til militær skibsproduktion. Initiativet opnåede senere opbakning fra samtlige borgmestre på Sjælland og Lolland-Falster.

I Nordjylland blev Frederikshavns kandidatur understøttet af et regionalt samarbejde med de øvrige nordjyske kommuner og Business Region North.

I juli 2025 valgte forsvarsforligskredsen Frederikshavn som placering for det nye flådeskibsværft. Her havde kommunen blandt andet reserveret et havnenært område på cirka 135.000 kvadratmeter, hvor eksisterende maritime virksomheder, direkte adgang til havnen og nærheden til Flådestation Frederikshavn indgik i det samlede grundlag.

Et væsentligt efterfølgende skridt var, at Frederikshavn Kommune allerede i august 2025 havde vedtaget lokalplanen.

Det er værd at hæfte sig ved. Kommunen kunne ikke blot argumentere for projektet. Den kunne også fremlægge et konkret areal og gennemføre en hurtig myndighedsproces.

Men historien har en vigtig tilføjelse: Selvom Frederikshavn fik den politiske placering, var byggeriet af værftet endnu ikke gået i gang ved udgangen af september 2026. Samtidig har stigende prisforventninger til de arktiske patruljeskibe skabt usikkerhed om den videre tidsplan.

En udpegning er altså ikke det samme som et færdigt værft eller nye, permanente arbejdspladser.

Frederikshavn har flere konkrete projekter

Frederikshavn har imidlertid flere forsvarsprojekter end det kommende flådeskibsværft.

I Elling er byggeriet af den nye ammunitionsfabrik i gang. Den norske forsvarskoncern Nammo har fået kontrakten på produktionen, og Forsvaret oplyste ved det første spadestik i november 2025, at fabrikken forventes at få 110-120 medarbejdere, når produktionen kommer i gang.

Desuden har Karstensens Skibsværft i Skagen sammen med Hvide Sande Shipyard og OSK Design fået kontrakten på fire havmiljø- og minelægningsfartøjer til Søværnet. Kontrakten har en oplyst værdi på cirka 1,9 milliarder kroner, og fartøjerne forventes leveret i perioden 2028-2030.

Her er der tale om noget mere håndfast end en kommunal ambition. Der foreligger underskrevne kontrakter og konkret industriel aktivitet, selvom det endnu ikke dokumenterer, hvor mange nye arbejdspladser kontrakterne samlet vil skabe.

Frederikshavn har desuden vedtaget strategien Sammen om Forsvaret, som forbinder forsvarsinvesteringerne med uddannelse, arbejdskraft, bosætning, erhvervsudvikling og kommunal velfærd.

Det illustrerer en væsentlig forskel mellem at tiltrække en investering og at være forberedt på dens konsekvenser.

Odense fik ikke flådeværftet – men fik et dronecenter

En anden interessant kommune er Odense.

Selvom det fynske initiativ ikke fik placeringen af det nye flådeskibsværft, har Odense allerede fået en central position i Forsvarets arbejde med droner.

I marts 2025 blev Forsvarets Dronecenter lanceret i Odense med aktiviteter ved H.C. Andersen Airport og på Gniben. Der blev afsat omkring 725 millioner kroner til initiativet, og Forsvaret forventede oprindeligt cirka 100 militære og civile medarbejdere ved fuld bemanding.

I løbet af 2026 har centret gennemført operative tests og samarbejdsaktiviteter med forskningsmiljøer og virksomheder.

Det er næppe tilfældigt, at dronecentret er placeret i et område, hvor der i forvejen findes et betydeligt miljø inden for robotteknologi, droner, forskning og udvikling.

Sagen viser i hvert fald, hvordan eksisterende teknologiske kompetencer kan understøtte placeringen af nye forsvarsaktiviteter.

Samtidig viser den, hvorfor det er for enkelt at opdele den kommunale konkurrence i vindere og tabere på baggrund af én enkelt investering.

Randers og Lemvig har valgt to forskellige tilgange

Også kommuner uden store eksisterende militære installationer forsøger at få del i udviklingen.

Randers Kommune har gjort sig særligt bemærket med projektet Forsvaret til Randers. Allerede i august 2025 præsenterede daværende borgmester Torben Hansen tanken om Randers Kaserne 2.0.

I 2026 blev ambitionerne konkretiseret under borgmester Rosa Lykke Yde med et forslag om et nationalt simulations- og konferencecenter for Forsvaret på den tidligere kaserne.

Kommunen fremhæver eksisterende bygninger, central beliggenhed, muligheder for uddannelse og træning samt samarbejde med private teknologivirksomheder. Projektet er også forelagt Folketingets Udenrigs- og Forsvarsudvalg.

Det er et eksempel på en kommune, der søger at koble en eksisterende ejendom til et identificeret behov. Men der er fortsat tale om et forslag – ikke en offentliggjort beslutning om at placere et nationalt center i Randers.

I Lemvig Kommune arbejder man med en anden mulighed. Efter lukningen af kemifabrikken FMC Rønland ønsker kommunen at tiltrække forsvarsindustri til det store industriområde i Harboøre.

Borgmester Jens Lønberg fremhævede i september 2026 over for finansminister Peter Hummelgaard blandt andet et fabriksområde på 130 hektar, store sikkerhedsafstande, transportinfrastruktur og adgang til medarbejdere med erfaring fra sikkerhedskrævende produktion.

Begge projekter peger på en interessant udvikling. Kommunerne forsøger ikke alene at få Forsvaret til at flytte ind. De forsøger også at identificere konkrete kapacitetsbehov og tilpasse lokale faciliteter til dem.

Hvorvidt projekterne ender med at blive realiseret, er endnu uafklaret.

Et godt argument er ikke nødvendigvis nok

Et andet eksempel er de ni nordsjællandske borgmestre, der i august 2026 rettede en fælles henvendelse til forsvarsministeren om at genetablere Sjælsmark som kaserne.

Her pegede kommunerne på eksisterende bygninger og på det, de betragter som en geografisk skævhed i Forsvarets tilstedeværelse.

Det er en konkret politisk henvendelse, men heller ikke her er ønsket det samme som en beslutning.

Eksemplerne viser samlet, at kommunernes kamp ikke er én samlet konkurrence. Der er vidt forskellige behov og beslutningsprocesser knyttet til kaserner, militære uddannelsescentre, industriproduktion, maritime anlæg og teknologiske udviklingsmiljøer.

Det, der gør en kommune attraktiv for produktion af ammunition, er ikke nødvendigvis det samme, som gør den relevant for droneudvikling, militær uddannelse eller skibsbygning.

Netop derfor kan en generel fortælling om at være en attraktiv forsvarskommune vise sig utilstrækkelig.

Den egentlige konkurrence handler om at forstå kunden

Når man ser på de konkrete eksempler, tegner der sig en mulig lære for kommunerne.

Forsvaret er ikke en almindelig virksomhed, der blot leder efter billige erhvervsgrunde eller attraktive medarbejderboliger. Det er en organisation med operative krav, sikkerhedsmæssige begrænsninger, langsigtede kapacitetsmål og særlige beslutningsprocesser.

Derfor kan placering, infrastruktur, adgang til øvelsesområder, forsyningssikkerhed, eksisterende kompetencer og muligheden for hurtig gennemførelse få stor betydning.

Den kommunale opgave er således ikke nødvendigvis at opfinde den største vision, men at identificere, hvilke konkrete problemer kommunen realistisk kan være med til at løse.

Det kræver mere end en henvendelse til ministeren. Det kræver forståelse for Forsvarets organisation, materielanskaffelser, uddannelsesbehov, kommende kapaciteter og samarbejdet med forsvarsindustrien.

Det kræver også kommunal forberedelse, herunder afklaring af arealer, planforhold, arbejdskraft, erhvervssamarbejde og eventuelle lokale investeringer.

Om disse forhold generelt er afgørende for de nationale placeringsbeslutninger, kan ikke dokumenteres alene ud fra de offentlige sager. Men eksemplerne viser tydeligt, at konkrete faciliteter og eksisterende kompetencer spiller en væsentlig rolle i de projekter, der er blevet realiseret eller besluttet.

Arbejdspladserne skal også tælles, når de kommer

Der er dog grund til at bevare en vis kritisk distance til de store kommunale forventninger.

En ny kaserne kan skabe aktivitet, uden at alle de ansatte bosætter sig i kommunen. En stor forsvarskontrakt kan skabe omsætning hos eksisterende virksomheder uden nødvendigvis at medføre et tilsvarende antal nye stillinger. Og et kommende industriprojekt kan være flere år fra at have sin første medarbejder på arbejde.

Derfor bør kommunerne skelne mellem annoncerede investeringer, indgåede kontrakter, forventede arbejdspladser og faktisk beskæftigelse.

Det gælder også de indirekte gevinster i form af bosætning, skatteindtægter og lokal omsætning.

Den kommunale kamp om forsvarsarbejdspladser er kun lige begyndt. Milliarder skal fortsat omsættes til bygninger, produktionsfaciliteter, militære kapaciteter og arbejdspladser.

Men måske bør spørgsmålet i landets byråd ikke længere kun være, hvordan man får forsvarsministerens opmærksomhed.

Det bør i lige så høj grad være, om man faktisk har forstået Forsvarets behov – og kan dokumentere, at kommunen har noget relevant at tilbyde.

For når de store politiske udmeldinger er forstummet, er det ikke antallet af pressemeddelelser, der skaber arbejdspladser. Det er de konkrete beslutninger, kontrakter og investeringer, der efterfølgende bliver til virkelighed.