Landets kommuner har for alvor rykket klimaindsatsen fra planer og strategier til konkrete projekter. Mere end 1.000 klimatiltag er allerede undervejs. Men en ny status viser samtidig et paradoks: Kommunerne vil gerne accelerere – mens regler, økonomi, elnet og uklar ansvarsfordeling flere steder holder dem tilbage.

Den kommunale grønne omstilling er ikke længere først og fremmest et spørgsmål om at udarbejde endnu en klimaplan.

Nu handler det om at gennemføre den.

En ny rapport udarbejdet af CONCITO med bidrag fra C40 for Klimaalliancen tegner et billede af kommuner, der allerede har sat en omfattende omstilling i gang. Alle danske kommuner har klimahandlingsplaner, knap halvdelen er i gang med at opdatere dem, og på tværs af landet arbejdes der med mere end 1.000 konkrete klimatiltag inden for blandt andet energi, transport, byggeri, arealanvendelse og klimatilpasning.

Det lyder umiddelbart som en succeshistorie.

Men rapportens måske vigtigste konklusion er en anden: Tempoet er fortsat ikke højt nok, hvis klimaambitionerne frem mod 2030 skal indfries.

Fra klimaambitioner til implementeringsproblem

Kommunerne befinder sig dermed i en ny fase.

For få år siden handlede diskussionen i høj grad om, hvorvidt kommunerne havde tilstrækkeligt ambitiøse klimaplaner. I dag handler udfordringen i stigende grad om, hvorvidt de faktisk har mulighed for at gennemføre dem.

Rapporten peger blandt andet på modstridende lovgivning, uklar ansvarsfordeling omkring klimatilpasning, økonomiske begrænsninger og udfordringer med energiinfrastrukturen.

Det sidste kan vise sig at blive særligt kritisk.

KL advarede tidligere i august om, at manglende kapacitet i elnettet allerede vanskeliggør planlagt samfundsudvikling i kommunerne. Ifølge KL risikerer utilstrækkelig netkapacitet at bremse blandt andet erhvervsudvikling og andre samfundskritiske funktioner.

Dermed opstår et paradoks.

Vi ønsker elektrificering af transporten. Flere varmepumper. Mere vedvarende energi. Nye virksomheder. Grøn produktion. Datacentre. Ladeinfrastruktur.

Men alle disse ambitioner mødes det samme sted: i elnettet.

Og hvis kapaciteten ikke er der, hjælper en vedtaget kommunal klimaplan ikke meget.

Kommunerne bliver stedet, hvor ambitionerne møder virkeligheden

Det er måske den vigtigste kommunale pointe.

En stor del af den grønne omstilling besluttes nationalt og europæisk, men den skal gennemføres lokalt.

• Det er i kommunerne, der skal findes arealer til energianlæg.
• Det er kommunerne, der arbejder med lokalplaner, veje, bygninger, kollektiv trafik og klimatilpasning.
• Det er også kommunerne, der møder borgerne, når et område skal ændres, når der skal etableres energianlæg, eller når klimatilpasning kræver omfattende lokale investeringer.

Derfor bliver kommunerne i praksis en af de vigtigste implementeringsorganisationer i den grønne omstilling.

Og netop derfor er spørgsmålet ikke længere alene, om kommunerne har ambitionerne.

Spørgsmålet er, om staten har skabt rammerne for, at de kan føre dem ud i livet.

22,3 milliarder til anlæg – men pengene skal række langt

Kommunerne har samtidig fået en betydelig anlægsramme.

Økonomiaftalen for 2027 mellem regeringen og KL fastsætter kommunernes anlægsniveau til 22,3 milliarder kroner. Pengene skal blandt andet gøre det muligt at investere i de fysiske rammer omkring velfærden og den grønne omstilling.

22,3 milliarder kroner lyder af meget.

Men kommunernes investeringsliste er også lang.

Skoler skal renoveres. Daginstitutioner skal moderniseres. Veje og broer skal vedligeholdes. Plejecentre skal tilpasses flere ældre. Kommunale bygninger skal energirenoveres. Klimasikring skal gennemføres. Og samtidig skal kommunerne bidrage til den grønne omstilling.

Det betyder, at klimaindsatsen konkurrerer med en række andre helt nødvendige investeringer.

Derfor kan diskussionen om kommunernes klimaindsats ikke adskilles fra diskussionen om kommunernes økonomi.

Klimatilpasning bliver den næste store regning

Samtidig bliver klimatilpasning stadig vanskeligere at betragte som et projekt, der kan vente.

Kraftigere regn, oversvømmelser og andre klimarelaterede hændelser betyder, at kommunerne i stigende grad skal forholde sig til beskyttelse af boliger, virksomheder og kritisk infrastruktur.

Men netop finansieringen og ansvarsfordelingen omkring de store klimatilpasningsprojekter fremhæves som en af barriererne for hurtigere handling.

Det rejser et principielt spørgsmål:

Hvem skal betale, når klimatilpasning både beskytter private boliger, kommunale værdier, virksomheder og national kritisk infrastruktur?

Det spørgsmål bliver næppe mindre i de kommende år.

Risikoen er 98 forskellige hastigheder

Danmark har 98 kommuner med meget forskellige økonomiske og geografiske forudsætninger.

Nogle kommuner har stærk økonomi, stor administrativ kapacitet og mulighed for at gennemføre omfattende projekter.

Andre kæmper allerede med økonomien på de traditionelle velfærdsområder.

Hvis gennemførelsen af den grønne omstilling i for høj grad afhænger af den enkelte kommunes økonomiske råderum og projektkapacitet, kan resultatet blive meget forskellige hastigheder rundt om i landet.

Det kan være et problem, fordi elnet, energiforsyning, transport og klima ikke stopper ved kommunegrænsen.

Den kommune, der skal lægge jord til et energianlæg, er ikke nødvendigvis den kommune, der får størst glæde af energien.

Den kommune, der investerer i klimatilpasning opstrøms, kan være med til at beskytte borgere og virksomheder i nabokommunen.

Det taler for langt mere samarbejde på tværs af kommunegrænser – og for en stat, der i højere grad ser kommunernes klimaindsats som en del af en samlet national infrastruktur.

Kommunerne har lavet planerne – nu skal barriererne væk

Der er en positiv historie i den nye status.

Mere end 1.000 klimatiltag er ikke bare hensigtserklæringer. Det viser, at den grønne omstilling allerede er ved at blive omsat til konkrete projekter rundt om i Danmark.

Men det betyder også, at diskussionen bør ændre karakter.

Kommunerne skal naturligvis fortsat kunne dokumentere, at deres projekter giver mening økonomisk og klimamæssigt. Men når stort set hele det kommunale Danmark allerede har lagt planer og sat projekter i gang, bliver det stadig vanskeligere alene at efterspørge flere ambitioner.

Nu bør spørgsmålet i stedet være:

Hvad er det konkret, der forhindrer kommunerne i at gennemføre de projekter, der allerede ligger klar?

Er det økonomien?

Er det anlægsrammen?

Er det sagsbehandlingstiden?

Er det elnettet?

Er det lovgivningen?

Eller er det uklarhed om, hvem der har ansvaret og skal betale?

For måske er næste fase af den grønne omstilling ikke endnu en stor klimastrategi.

Måske er den langt mere lavpraktisk:

Find de projekter, kommunerne allerede vil gennemføre – og fjern de barrierer, der står i vejen.