21. september 2026

Københavns Kommune vil hjælpe corona-ramte virksomheder

For at give corona-ramte københavnske virksomheder en økonomisk håndsrækning, vil kommunen fremrykke sin betaling af regninger.

 

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) beder nu kommunens økonomiudvalg om at godkende, at kommunen skal fremrykke betalingen af sine regninger. Det sker for at give firmaer, der er presset af den manglende aktivitet i kølvandet af corona-truslen, en økonomisk hjælp.

 

“Vi ved, at københavnske virksomheder er trængt af, at samfundet er ved at gå i dvale. Det kan ramme hårdt og særligt mindre virksomheder vil være sårbare over for den opbremsning, der sker i økonomien. Derfor skal vi som kommune gøre, hvad vi kan for at hjælpe – og her har vi mulighed for at give en håndsrækning, som akut giver virksomhederne mere likviditet”, siger overborgmesteren.

 

600 millioner kr.

Aktuelt betyder forslaget, at der kan blive sendt 600 millioner kroner ud til virksomhederne, som kan bidrage til at forbedre virksomhedernes likviditet. Det er det beløb, som kommunen har regninger liggende for, som ellers først ville blive betalt efter 30 dage. I alt har kommunen fakturaer liggende fra 4.500 forskellige leverandører.

 

Kommunen køber årligt for ca. 10 milliarder

Københavns Kommune køber som en af de allerstørste offentlige spillere hvert år varer og tjenesteydelser af private firmaer for ca. 10 milliarder kroner. Kommunen køber fx ind hos entreprenører, der bygger for kommunen, fødevarer til skoler og børneinstitutioner, kontorartikler m.m. I løbet af et år køber Københavns Kommune ind fra i alt 16.000 forskellige firmaer.

Økonomiudvalget tager stilling til forslaget nu på tirsdag, hvorefter udbetalingerne umiddelbart vil kunne gå i gang.

Del indlægget
kommunaltdk logo
Tilmeld vores nyhedsbrev og få nyheder om salg til kommuner.