
Et nyt lovforslag skal give kommunerne et tydeligere juridisk grundlag for at anvende kunstig intelligens. Dermed fjernes en af de største undskyldninger for ikke at komme videre. Nu skal kommunerne bevise, at de kan omsætte teknologien til bedre velfærd, lavere administration og mere tid til borgerne.
I flere år har diskussionen om kunstig intelligens i kommunerne haft en næsten rituel karakter. Teknologien rummer enorme muligheder, men juraen er uklar. Data kan bruges bedre, men reglerne spænder ben. Medarbejderne kan frigøres fra dokumentation, men ingen tør tage ansvaret. Derfor er mange kommunale AI-projekter blevet ved forsøgene, præsentationerne og de gode intentioner.
Det kan der nu blive ændret på.
Regeringens nye lovforslag skal give offentlige myndigheder et mere tydeligt grundlag for at udvikle og anvende AI-systemer, når der behandles personoplysninger. Kommunerne skal blandt andet kunne bruge kunstig intelligens som beslutningsstøtte og til at analysere oplysninger, når teknologien understøtter opgaver, kommunen allerede har efter anden lovgivning.
Det er et vigtigt skridt. Men loven løser kun den første del af problemet.
For når kommunerne får et klarere juridisk grundlag, forsvinder også en af de mest brugte forklaringer på, hvorfor udviklingen går langsomt. Dermed flytter ansvaret tilbage til kommunalbestyrelserne, direktionerne og de faglige ledelser. De skal nu beslutte, hvor AI faktisk skal bruges, hvilke problemer teknologien skal løse, og hvordan gevinsterne skal realiseres.
Fra forsøg til drift
Kommunerne mangler ikke eksempler på, hvad kunstig intelligens potentielt kan anvendes til. AI kan hjælpe med dokumentation i ældreplejen, sortere henvendelser, finde relevante oplysninger i omfattende sagsakter, understøtte journalisering og gøre det lettere for medarbejdere at navigere i regler og arbejdsgange.
Teknologien kan også bruges til at forbedre den kommunale borgerservice. Sagsbehandlere kan få hurtigere adgang til relevante oplysninger, medarbejdere kan bruge mindre tid på gentagende administrative opgaver, og borgere kan få mere sammenhængende svar.
Potentialet er særligt interessant i ældreplejen og på socialområdet, hvor medarbejderne i dag bruger betydelig tid på registrering og dokumentation. Hvis tale kan omsættes til strukturerede journalnotater, og hvis oplysninger automatisk kan sorteres og placeres korrekt, kan der frigøres tid til den direkte kontakt med borgerne.
Men gevinsten kommer ikke, bare fordi et system bliver købt og installeret.
Hvis AI blot lægges oven på de eksisterende arbejdsgange, risikerer kommunerne at få endnu et digitalt lag uden at fjerne noget af det gamle. Medarbejderen skal så både udføre opgaven, kontrollere AI-systemets resultat og dokumentere, at kontrollen er gennemført. I værste fald bliver teknologien en ny administrativ opgave i stedet for en aflastning.
Derfor skal kommunerne ikke alene anskaffe kunstig intelligens. De skal være villige til at ændre arbejdsgangene omkring den.
98 kommuner skal ikke opfinde det samme
En anden afgørende udfordring bliver organiseringen. Danmark har 98 kommuner, men det giver hverken økonomisk eller fagligt mening, at de alle udvikler deres egne standarder, risikovurderinger, kontraktkrav og juridiske fortolkninger.
Det vil være dyrt, langsomt og unødigt usikkert.
Kommunerne har forskellige størrelser og forudsætninger. De største kommuner kan opbygge specialiserede miljøer med jurister, dataspecialister, informationssikkerhedsfolk og indkøbsmedarbejdere. Det kan de mindre kommuner ikke nødvendigvis. Hvis hver kommune overlades til sig selv, risikerer forskellene derfor at vokse.
Nogle kommuner vil kunne bevæge sig hurtigt, mens andre bliver stående på perronen. Det vil ikke bare skabe forskelle i effektivitet. Det kan også skabe forskelle i den service, borgerne modtager.
Der er derfor brug for fælles løsninger, fælles krav til leverandørerne og fælles modeller for risikovurdering. Kommunerne bør samarbejde om de områder, hvor opgaverne grundlæggende er ens. Det gælder eksempelvis dokumentation, journalisering, aktindsigt, sagsoplysning og intern videnssøgning.
Man behøver ikke 98 forskellige AI-løsninger til at løse 98 næsten identiske administrative problemer.
Tillid kræver mere end lovhjemmel
Det nye lovgrundlag betyder samtidig ikke, at alle juridiske og etiske spørgsmål forsvinder. Kommunerne skal fortsat overholde reglerne om databeskyttelse, forvaltningsret og informationssikkerhed. De skal kunne forklare, hvordan systemerne anvendes, hvilke oplysninger der indgår, og hvilken rolle teknologien spiller i behandlingen af den enkelte borgers sag.
Det bliver særligt vigtigt, når AI anvendes som beslutningsstøtte.
En medarbejder må ikke blot acceptere en maskinel anbefaling, fordi den ser objektiv ud. Beslutningen skal fortsat bero på en reel faglig vurdering. Ellers risikerer kommunen, at den menneskelige sagsbehandler alene bliver den formelle underskriver af en afgørelse, som i praksis er skabt af et system.
Gennemsigtighed er derfor ikke en ekstra kommunikationsopgave. Det er en forudsætning for, at borgerne kan have tillid til den digitale forvaltning.
Kommunerne skal kunne svare enkelt på nogle vanskelige spørgsmål: Hvad bruges systemet til? Hvilke data indgår? Hvem kontrollerer resultatet? Hvordan opdages fejl? Og hvad kan borgeren gøre, hvis teknologien har bidraget til en forkert vurdering?
Kan kommunen ikke svare på det, er den heller ikke klar til at tage systemet i brug.
AI er blevet en ledelsesopgave
Den største forandring er måske, at kunstig intelligens ikke længere kan behandles som et isoleret it-projekt. Det er en strategisk ledelsesopgave, som handler om organisering, økonomi, arbejdskraft og kvaliteten af den kommunale velfærd.
Kommunalbestyrelserne bør derfor kræve mere end generelle digitaliseringsstrategier. De bør bede om konkrete planer for, hvor teknologien skal skabe værdi, hvilke arbejdsgange der skal ændres, og hvilke resultater der forventes.
Det er ikke nok at tælle antallet af pilotprojekter. Kommunerne skal måle, om sagsbehandlingstiden falder, om medarbejderne bruger mindre tid på dokumentation, om kvaliteten bliver bedre, og om borgerne oplever en mere sammenhængende service.
Hvis resultaterne ikke kan måles, bliver AI let endnu en kommunal moderniseringsbølge, hvor ambitionerne er store, men effekten uklar.
Lovgivningen åbner døren
Det nye lovforslag kan blive et vendepunkt for anvendelsen af kunstig intelligens i den offentlige sektor. Hidtil har usikkerhed om hjemmel og behandling af personoplysninger bremset både udvikling og implementering. Nu bliver rammerne tydeligere.
Men lovgivningen kan kun åbne døren. Kommunerne skal selv gå igennem den.
Det kræver investeringer, fælles løsninger og vilje til at ændre arbejdsgange. Det kræver også, at kommunale ledelser tør prioritere. Ikke alle forsøg skal fortsætte, og ikke alle teknologier skal købes. Til gengæld skal de løsninger, der dokumenterbart virker, kunne skaleres hurtigere og bredere.
Kommunerne står med mangel på arbejdskraft, flere ældre og stigende forventninger til den offentlige service. Kunstig intelligens løser ikke disse udfordringer alene. Men teknologien kan være en del af svaret, hvis den bruges målrettet og ansvarligt.
Nu får kommunerne et klarere juridisk grundlag. Derfor bliver det næste spørgsmål ikke længere, om de må bruge AI.
Det bliver, om de faktisk er i stand til det.







