Parkering fylder. Både fysisk og politisk. Alligevel bliver diskussionen alt for ofte reduceret til et simpelt valg mellem biler og byliv, asfalt og natur eller parkering og grøn omstilling. Det er en gammeldags måde at se problemet på. Spørgsmålet er ikke, om vi skal have parkering, men hvordan kommunerne sikrer den nødvendige tilgængelighed uden at lade bilerne optage mere plads end nødvendigt.

Det spørgsmål bliver stadig vigtigere. For parkering er ganske vist ikke det mest visionære ord i kommunalpolitik, men parkering er infrastruktur på linje med veje, kollektiv trafik og cykelstier. Hvis den ikke fungerer, mærkes det i bymidten, hos detailhandlen, omkring turistattraktionerne og ikke mindst ved større kultur- og sportsarrangementer.

Derfor er der brug for en mere intelligent kommunal parkeringspolitik.

Udfordringen er samtidig, at vi taler om parkering, som om det var ét problem. Det er det ikke. I bymidterne handler det om at sikre adgang til butikker, restauranter, arbejdspladser og boliger uden at lade parkerede biler dominere de mest attraktive arealer. Ved koncerter, sportsbegivenheder og festivaler handler det derimod om meget store trafikmængder i ganske få timer. Og ved museer, strande og naturattraktioner opstår et tredje dilemma: Hvordan gør man stedet tilgængeligt uden samtidig at omdanne store arealer til asfalt?

Tre forskellige problemer, som alt for ofte bliver mødt med den samme løsning: Find et areal, tegn nogle båse og parker bilerne.

Det er ikke nødvendigvis længere godt nok.

Bilen forsvinder ikke, fordi parkeringspladsen gør

Der er gennem de senere år kommet et forståeligt politisk ønske om at frigøre attraktive arealer i byerne fra bilerne. Flere træer, opholdsområder, udeservering og bedre forhold for gående og cyklister kan løfte bymiljøet markant. Men politikere skal passe på med at gøre begrænsning af parkeringskapaciteten til et mål i sig selv.

For bilen forsvinder ikke nødvendigvis, fordi parkeringspladsen gør.

For mange borgere uden for de største bycentre er bilen fortsat den mest realistiske måde at komme til byen på. Det gælder ikke mindst familier, ældre og borgere i kommunernes opland. Hvis det bliver tilstrækkeligt vanskeligt at komme ind til bymidten, er risikoen ikke alene, at borgeren skifter til cykel eller bus. Det kan lige så vel være, at handlen flytter til et butikscenter, en anden by eller nettet.

Dermed bliver parkeringspolitikken også erhvervspolitik.

Det betyder selvfølgelig ikke, at enhver butik skal have en parkeringsplads foran døren, eller at kommunerne skal bevare store fladeparkeringer på attraktive torve. Tværtimod. Opgaven bør være at sikre den nødvendige kapacitet mere intelligent og placere bilerne dér, hvor de generer mindst muligt.

Det er også den balance, man eksempelvis arbejder med i Roskilde Kommunes parkeringsstrategi, hvor ambitionen både er bedre udnyttelse af de eksisterende pladser, mere bæredygtig mobilitet og at samle parkering, så centrale pladser og gader kan frigives til byliv.

Det er en langt mere interessant diskussion end spørgsmålet om, hvorvidt man er for eller imod biler.

Vi har teknologien. Så brug den

Den teknologiske udvikling gør det samtidig muligt at tænke parkering på helt andre måder end tidligere. Data om belægning, sensorer, nummerpladegenkendelse, reservation og digital vejvisning kan være med til at udnytte den eksisterende kapacitet bedre og mindske den trafik, der alene skyldes bilister, som kører rundt for at finde en ledig plads.

Men kommunerne og bygherrerne bør også se nærmere på selve fysikken i parkeringsanlæggene.

Mekaniske og automatiserede anlæg kan på de rigtige projekter koncentrere bilerne på mindre areal. Det danske marked rummer allerede løsninger med parkeringslifte, platforme og hel- eller semiautomatiske systemer, som netop er udviklet for at øge parkeringskapaciteten på et begrænset areal. Unipark beskriver blandt andet systemer, hvor biler placeres i flere niveauer, og fuldautomatiske anlæg til både offentlige parkeringsfaciliteter og lukkede anlæg.

Det betyder ikke, at automatiseret parkering er svaret overalt. Anlægsøkonomi, kapacitet, driftsstabilitet, vedligeholdelse og den nødvendige ekspeditionstid, når mange biler ankommer eller forlader anlægget samtidig, skal naturligvis regnes ordentligt igennem. Men teknologien bør indgå som et reelt alternativ, når kommuner og bygherrer alligevel skal investere millioner i traditionelle parkeringsanlæg.

Pointen er simpel: Hvis 100 biler kan parkeres på et mindre areal, bør man i det mindste undersøge den mulighed, før man beslutter at bruge et større areal på dem.

Naturen behøver ikke ligne en parkeringsplads

Det samme princip bør gælde uden for byerne. Danmark investerer betydelige ressourcer i natur, kultur og turisme, men når et besøgssted bliver populært, følger der næsten uundgåeligt et parkeringsproblem med. Den traditionelle løsning er ofte at etablere flere parkeringspladser på terræn.

Det løser kapacitetsproblemet, men skaber et nyt problem: Parkeringsarealet ligger der hele året, selv om den maksimale kapacitet måske kun er nødvendig på få sommerweekender, helligdage eller feriedage.

Her bør kommunerne være langt mere kreative. Kan parkeringen koncentreres? Kan en del af den skjules i terrænet eller placeres under jorden? Kan mekaniske løsninger reducere arealforbruget? Kan eksisterende parkeringsarealer i nærheden deles mellem forskellige anvendelser? Og kan spidsbelastningen håndteres med midlertidige pladser eller park-and-ride frem for at dimensionere hele anlægget efter årets travleste dag?

Den grønneste parkeringsplads er trods alt ikke nødvendigvis den med flest ladestandere og træer omkring. Det kan meget vel være den parkeringsplads, der optager mindst muligt areal.

Events skal ikke ende i parkeringsmæssigt Wild West

Behovet for nytænkning bliver endnu tydeligere ved større events. Når flere tusinde mennesker ankommer til en koncert, festival eller sportsbegivenhed inden for ganske kort tid, kan selv en velfungerende kommunal infrastruktur blive presset. Hvis parkeringsløsningen ikke er planlagt som en integreret del af arrangementet, opstår det velkendte mønster med biler i villakvarterer, på sideveje og andre steder, der aldrig var tiltænkt som eventparkering.

I 2026 burde det kunne gøres langt mere intelligent.

Når man køber en koncert- eller kampbillet, bør transporten tænkes med fra begyndelsen. Hvis gæsten kommer i bil, kan information om ledige områder, reservation, rutevejledning og eventuel park-and-ride knyttes direkte til arrangementet. Permanente parkeringsanlæg, midlertidige arealer og eksisterende private pladser kan ses som én samlet kapacitet i stedet for som en række uafhængige parkeringsområder.

Målet må være, at bilisten allerede hjemmefra ved, hvor bilen skal hen. Det er bedre for gæsten, bedre for arrangøren og betydeligt bedre for de beboere, som ellers ender med at betale prisen for mangelfuld planlægning.

Parkeringspolitikken skal ud af 1990’erne

Kommunerne står over for store diskussioner om byudvikling, klima, mobilitet, detailhandel, turisme og anvendelsen af knappe arealer. Parkering befinder sig midt i alle disse diskussioner, men behandles stadig overraskende ofte som et isoleret teknisk spørgsmål.

Det bør ændres.

Næste gang en kommune udarbejder en kommuneplan, lokalplan, bymidtestrategi eller planlægger et større kultur- eller byggeprojekt, bør diskussionen ikke begynde og slutte med spørgsmålet om, hvor mange parkeringspladser der skal være.

Politikerne bør kræve svar på, hvordan den nødvendige parkeringskapacitet kan etableres med det mindst mulige arealforbrug, hvordan teknologi kan udnytte kapaciteten bedre, hvordan parkeringsanlægget kan indpasses arkitektonisk, og hvordan løsningen spiller sammen med kollektiv trafik, cykler og gående.

Nogle steder vil svaret være færre parkeringspladser. Andre steder flere. Nogle steder et traditionelt parkeringshus, andre steder parkering under jorden, og nogle steder kan automatiserede eller mekaniske systemer give mening. Der findes allerede både traditionelle intelligente parkeringshuse og kompakte teknologiske løsninger på det danske marked.

Den politiske opgave er derfor ikke at vælge én bestemt teknologi. Det er at stille langt større krav til løsningen.

For fremtidens attraktive by er næppe en by, hvor ingen må komme i bil. Det er heller ikke en by, hvor bilen får lov til at beslaglægge de bedste arealer.

Det er en by, hvor mennesker fortsat kan komme frem, mens bilerne fylder så lidt som muligt.

Det kræver ikke mindre fokus på parkering. Det kræver, at kommunalpolitikerne endelig begynder at betragte parkering som den strategiske infrastruktur, den faktisk er.