Furesø Kommune har succes med at integrere kvinder med ikke-vestlig baggrund. Så meget, at Københavns Kommune nu lader sig inspirere af et samarbejde mellem Jobcenter Furesø og Furesø Kommunes Rehabiliteringscenter om at få kvinder med ikke-vestlig baggrund i arbejde.
Siden 2017 har rehabiliteringscenteret og jobcentret samarbejdet om et koncept, der skal få flygtningekvinder i arbejde og uddannelse indenfor plejeområdet. Samarbejdet har givet resultater – af de 32 borgere, der er begyndt i praktik i rehabiliteringscenteret, er 28 stadig i arbejde enten i rehabiliteringscenteret eller andetsteds.
Det succesfulde projekt inspirerer nu Københavns Kommune, som vil igangsætte en lignende indsats fra 2021. Samtidig er Foreningen Nydansker så tilfredse med konceptet, at de vil inspirere andre kommuner til at kopiere indsatsen.
Leder i Furesø Kommunes Rehabiliteringscenter, Tina Strand Petersen, undrer sig ikke over, at Københavns Kommune vil bruge Furesøs erfaringer:
”Vi er stolte af, hvor langt vi er kommet. Det har krævet ressourcer både fra os og jobcentret, men det er det hele værd, når man oplever, hvor meget kvinderne udvikler sig og får mere selvtillid under forløbet. Og samtidig løser det jo en rekrutteringsudfordring for os,” fortæller Tina Strand Petersen.
Kvinderne begynder i praktik og i takt med, at de får opbygget kompetencer og styrket deres danske sprog, tilbyder Tina Strand Petersen ansættelse. Et typisk forløb er ansættelse hver 2. weekend, mens kvinderne tager en uddannelse, såsom 9. klasse, grundforløb og herefter elevforløb. Der er kvinder i forløb i både køkkenet og på plejeområdet. På baggrund af projektet er der også udviklet et dialogredskab, som skal understøtte kvindernes vej til job og uddannelse.
Du skal logge ind eller oprette en profil for at læse indlægget.







