EU vil i stigende grad bruge de enorme offentlige indkøb til at styrke europæisk produktion, forsyningssikkerhed og strategisk uafhængighed. Det giver politisk mening. Men hvis beslutningen om, hvornår der skal købes europæisk, overlades til den enkelte offentlige indkøber, risikerer EU at sende en stor politisk opgave direkte ud på de kommunale rådhuse.

Europa står midt i en grundlæggende diskussion om, hvor afhængig unionen skal være af resten af verden.

Forsvar, energi, medicin, kritisk infrastruktur, teknologi og forsyningskæder er på få år rykket fra at være traditionelle markedsområder til også at være sikkerheds- og geopolitik.

Det samme er offentlige indkøb.

EU’s offentlige myndigheder køber hvert år varer og tjenesteydelser for enorme beløb. Derfor er det oplagt at spørge, om denne indkøbskraft i højere grad skal bruges til at understøtte europæiske virksomheder, arbejdspladser, teknologi og forsyningssikkerhed.

Det er tankegangen bag ”Buy European”.

Men ambitionen rejser et andet og mindst lige så vigtigt spørgsmål:

Hvem skal beslutte, hvornår det er strategisk vigtigt at købe europæisk?

Det er ikke bare et spørgsmål om indkøb

På overfladen kan det ligne endnu et kriterium i et offentligt udbud.

Men spørgsmålet om europæisk oprindelse er langt mere principielt.

For hvornår er et produkt så vigtigt for Europas sikkerhed eller forsyningssikkerhed, at europæisk produktion bør prioriteres?

• Er det medicin?
• IT-systemer?
• Energiteknologi?
• Kommunikationsudstyr?
• Fødevarer?
• Byggematerialer?
• Transportmidler?
• Eller bestemte råvarer og komponenter?

Det er ikke almindelige indkøbsfaglige spørgsmål. Det er politiske spørgsmål om Europas industri-, handels-, sikkerheds- og forsyningspolitik.

Derfor mener vi også, at det vil være problematisk, hvis ansvaret for at træffe disse vurderinger i praksis skubbes helt ned til den enkelte offentlige myndighed.

Skal kommunen føre europæisk industripolitik?

Kommunale indkøbere har allerede en kompleks opgave.

De skal sikre konkurrence, økonomi og kvalitet. Samtidig skal der i stigende grad tages hensyn til klima, miljø, sociale forhold, arbejdsklausuler, dokumentationskrav og en lang række andre politiske målsætninger.

Nu kan endnu en dimension komme oveni:

Europas strategiske autonomi.

Men er det rimeligt?

En indkøber på et dansk rådhus bør efter vores opfattelse ikke være den, der skal vurdere, hvilke teknologier Europa fremover skal være uafhængig af Kina, USA eller andre tredjelande på.

Det er en politisk beslutning.

Og politiske beslutninger bør træffes politisk.

98 kommuner kan ende med forskellige svar

Problemet bliver endnu tydeligere, hvis man forestiller sig situationen i Danmark.

Hvis spørgsmålet om ”Buy European” i høj grad overlades til de enkelte offentlige myndigheder, kan Kommune A vælge én tilgang, mens Kommune B vælger en anden.

Regioner kan vælge en tredje.

Staten en fjerde.

Og det samme kan ske på tværs af EU.

Resultatet risikerer at blive et kludetæppe af forskellige fortolkninger af, hvornår europæisk produktion skal prioriteres.

For virksomhederne betyder det potentielt mere kompleksitet og mere dokumentation.

For kommunerne betyder det endnu et område, hvor lokale medarbejdere skal omsætte meget store politiske ambitioner til konkrete juridiske og økonomiske beslutninger.

Der er en anden vej

Det betyder ikke, at tanken om ”Buy European” er forkert.

Tværtimod.

Hvis Europa ønsker større forsyningssikkerhed og mindre strategisk afhængighed, er de offentlige indkøb et meget stærkt redskab.

Men så bør Europa også tage ansvar for prioriteringen.

Hvis bestemte områder vurderes som strategisk kritiske, bør der fastlægges klare fælles rammer for dem.

Så ved kommunerne, hvad de skal administrere efter.

Virksomhederne ved, hvilke regler der gælder.

Og de enkelte indkøbere slipper for selv at skulle definere europæisk industripolitik gennem det næste udbud.

Kommunerne skal implementere – ikke opfinde politikken

Der er en bredere problemstilling gemt i debatten.

Kommunerne bliver i disse år mødt af stadig flere nationale og europæiske politiske ambitioner, som efterfølgende skal omsættes lokalt.

Det er i sig selv naturligt. Kommunerne er en stor del af den offentlige sektor og køber hvert år varer og tjenesteydelser for betydelige beløb.

Men der bør være en grænse mellem at implementere en politisk beslutning og selv at skulle træffe den.

Hvis Europa ønsker ”Buy European”, må Europa også definere, hvad det betyder.

Hvis bestemte teknologier og produkter er strategisk vigtige, må politikerne udpege dem og skabe klare regler.

Kommunale indkøbere skal naturligvis kunne foretage professionelle indkøb inden for disse rammer.

Men de skal ikke sidde med ansvaret for at afgøre, hvilken industriel kapacitet Europa skal bevare, hvilke globale afhængigheder Europa kan acceptere, eller hvilke produkter der er afgørende for vores fremtidige forsyningssikkerhed.

Det er industripolitik. Det er sikkerhedspolitik. Og det er i sidste ende politik – ikke kommunal indkøbsadministration.