7. august 2026

Ny SMS-tjeneste om snerydning og saltning i Aarhus

Borgere i Aarhus Kommune kan tilmelde sig en ny SMS-tjeneste, så de modtager en SMS, hvis vinterberedskabet rammes af coronasmitte og er nødt til at prioritere i vinterbekæmpelsen

 

Lige nu er Aarhus Kommunes vinterberedskab fuld funktionsdygtig og har 100 mand kørende på veje og stier. Men bliver beredskabet ramt af coronasmitte, kan det blive nødvendigt at prioritere. Sådan lød udmeldingen tidligere på ugen. Nu kan aarhusianerne via en ny SMS-tjeneste nemt få besked, hvis snerydning og saltning ikke er, som den plejer.

 

”Det er vigtigt for os at sikre, at aarhusianerne får hurtig besked, hvis uheldet er ude, og vinterberedskabet rammes af coronasmitte, så vi ikke har ryddet veje og stier, som vi plejer. Derfor har vi etableret en SMS-tjeneste, som vi opfordrer alle til at tilmelde sig, så vi hurtigt kan få den nødvendige information ud,” siger Kim Gulvad Svendsen, driftschef, Teknik og Miljø. SMS-tjenesten vil sende aarhusianerne beskeder med information om afvigelser i den normale drift af snerydning og saltning. Informationerne vil dække hele Aarhus Kommune.

Man tilmelder sig ved at sende en SMS til 1220 med teksten AARHUS VINTER (indsæt eget fornavn og efternavn). Man kan til enhver tid framelde sig igen ved at sende en SMS til 1220 med teksten AARHUS VINTER FRAMELD. Udover SMS-tjenesten arbejdes der også på at etablere et nødberedskab, som kan træde til.

 

100 mand på veje og stier

Indtil videre har coronasmitten ikke indfundet sig i vinterberedskabet. Tværtimod kører vinterberedskabet på fuldt blus med 100 mand, som rydder sne og salter veje og stier. Veje og stier prioriteres efter deres klasse. Alle veje og stier er opdelt i enten klasse 1, 2 eller 3, hvor klasse 1 prioriteres højest herefter klasse 2 og 3. Se et kort over klasserne på aarhus.dk/vintertrafik.

”Lige nu salter og rydder vi sne, som vi plejer. Oplever man, at der er veje og stier, vi mangler, er man – som altid – meget velkommen til at melde det ind via app’en Borgertip, som vi løbende holder øje med,” siger Tenna Olsen, afdelingsleder, Entreprenørenheden, Teknik og Miljø.

Grundejere er også forpligtet til at rydde sne og salte på arealer ved deres ejendom, så vi sammen sikrer, at Aarhus også er sikker at færdes i, når sneen og frosten har indfundet sig.

Del indlægget
kommunaltdk logo
Tilmeld vores nyhedsbrev og få nyheder om salg til kommuner.