I den nationale debat om forsvar og sikkerhed bliver det ofte fremstillet, som om ansvaret primært ligger hos Forsvaret og de statslige myndigheder. Men i praksis er Danmarks samlede beredskab langt bredere forankret. En væsentlig del af samfundets reelle robusthed ligger i dag i kommunerne og i de lokale offentligt-private samarbejder, der får hverdagen til at fungere – også når samfundet er under pres.
Kommunerne ejer og driver centrale funktioner, som i en krise hurtigt får karakter af nationale sikkerhedsspørgsmål. Det gælder vandforsyning, fjernvarme, affaldshåndtering, havne, lokal infrastruktur og store dele af rednings- og sundhedsberedskabet. Kommunerne har samtidig ansvaret for plejehjem, hjemmepleje, sociale indsatser og sundheds-IT, som i en krisesituation er afgørende for både borgernes tryghed og den politiske stabilitet.
Dertil kommer, at en stor del af den digitale infrastruktur – herunder drift af fagsystemer, dataplatforme og kommunikationsløsninger – enten er kommunalt forankret eller afhænger af kommunalt-privat samarbejde. Hvis disse systemer svigter under cyberangreb, strømafbrydelser eller forsyningskriser, er konsekvenserne umiddelbare og mærkbare lokalt.
Alligevel er kommunerne fortsat kun delvist indtænkt i den nationale beredskabs- og sikkerhedsplanlægning. De omtales ofte som samarbejdspartnere eller udførende led, men sjældent som det, de i praksis er blevet: en bærende del af Danmarks samlede beredskab.
Det skaber et strukturelt problem. For samtidig med at ansvaret for robust drift og krisehåndtering i praksis er placeret lokalt, er hverken beslutningskompetence, finansiering eller beskyttelse fulgt med. Kommunerne forventes at investere i cyberrobusthed, beredskabsplaner, nødstrømsløsninger og krisestyring – men uden klare nationale minimumskrav, uden øremærkede midler og ofte uden en tydelig kommandovej, når krisen rammer.
Resultatet er et kommunalt beredskab, der i stigende grad løser opgaver af national betydning, men som stadig finansieres og prioriteres som almindelig kommunal drift. Det efterlader kommunerne i et krydspres mellem lokale budgethensyn og forventninger om at kunne håndtere ekstraordinære hændelser, der rækker langt ud over det kommunale ansvar i traditionel forstand.
Også samarbejdet med private leverandører og forsyningsselskaber er præget af uklarhed. Kommunerne er afhængige af virksomheder, der driver energi, kommunikation, logistik og IT – men uden klare rammer for ansvar, informationsdeling og prioritering i krisesituationer. Det gør det vanskeligt at planlægge og øve et reelt sammenhængende beredskab.
Hvis begrebet ”totalberedskab” skal have reel betydning i en kommunal kontekst, kræver det en mere ærlig erkendelse af, hvor ansvaret allerede ligger. Kommunerne er ikke blot et udførende led. De er en forudsætning for, at samfundet fungerer i krise.
Det forpligter nationalt. Bærende beredskabsopgaver kræver klare rammer, tydelig styring og målrettede investeringer. Uden det risikerer Danmark at stå med et beredskab, der på papiret er nationalt – men i praksis bæres lokalt, uden de nødvendige forudsætninger.
