I den nationale debat om forsvar og sikkerhed bliver det ofte fremstillet, som om ansvaret primært ligger hos Forsvaret og de statslige myndigheder. Men i praksis er Danmarks samlede beredskab langt bredere forankret. En væsentlig del af samfundets reelle robusthed ligger i dag i kommunerne og i de lokale offentligt-private samarbejder, der får hverdagen til at fungere – også når samfundet er under pres.
Kommunerne ejer og driver centrale funktioner, som i en krise hurtigt får karakter af nationale sikkerhedsspørgsmål. Det gælder vandforsyning, fjernvarme, affaldshåndtering, havne, lokal infrastruktur og store dele af rednings- og sundhedsberedskabet. Kommunerne har samtidig ansvaret for plejehjem, hjemmepleje, sociale indsatser og sundheds-IT, som i en krisesituation er afgørende for både borgernes tryghed og den politiske stabilitet.
Dertil kommer, at en stor del af den digitale infrastruktur – herunder drift af fagsystemer, dataplatforme og kommunikationsløsninger – enten er kommunalt forankret eller afhænger af kommunalt-privat samarbejde. Hvis disse systemer svigter under cyberangreb, strømafbrydelser eller forsyningskriser, er konsekvenserne umiddelbare og mærkbare lokalt.
Alligevel er kommunerne fortsat kun delvist indtænkt i den nationale beredskabs- og sikkerhedsplanlægning. De omtales ofte som samarbejdspartnere eller udførende led, men sjældent som det, de i praksis er blevet: en bærende del af Danmarks samlede beredskab.
Det skaber et strukturelt problem. For samtidig med at ansvaret for robust drift og krisehåndtering i praksis er placeret lokalt, er hverken beslutningskompetence, finansiering eller beskyttelse fulgt med. Kommunerne forventes at investere i cyberrobusthed, beredskabsplaner, nødstrømsløsninger og krisestyring – men uden klare nationale minimumskrav, uden øremærkede midler og ofte uden en tydelig kommandovej, når krisen rammer.
Du skal logge ind eller oprette en profil for at læse indlægget.
Bliv en del af kommunalt.dk og opret en profil her.
