8. oktober 2026

Bæredygtigt byggeri skal forebygge skybrud i fremtiden

Sydhavnens skybrudsløsninger

KØBENHAVN: Klimaet er under forandring, og det stiller nye krav til indretningen af byen, som i fremtiden langt oftere skal kunne håndtere voldsomme skybrud. I Sydhavnen er et godt eksempel på fremtidens gårdhave, som kan hjælpe med at håndtere skybrud lokalt og skabe merværdi for naboerne, klar til indvielse.

Københavns Kommune og HOFOR er godt i gang med at sikre byen mod fremtidens ekstremregn. Flere projekter er allerede gennemført, og mange andre er godt i gang. Og fredag d. 10. juni står et godt bud på fremtidens gårdhave klar til indvielse på Straussvej i Københavns Sydhavn. Den nyanlagte gårdhave er et demonstrationsprojekt, der viser, hvordan store mængder regnvand kan håndteres lokalt og bruges som en ressource, fx ved at anvende tilbageholdt regnvand til leg i gårdhaven. Dermed går projektet hånd i hånd med kommunens klimatilpasnings- og skybrudsplaner.

Fremtidens skybrudsløsning

Indretningen er udviklet ved at samtænke beboernes ønsker og behov med regnvandshåndtering og ved at skubbe til beboernes forestilling om regnvandets rekreative værdi. Resultatet er Københavns første regnvandssø med biologisk rensning, og en gårdhave som kan tilbageholde skybrudsregn. Det er første gang, at man har skabt en regnvandssø med biologisk rensning, som giver børn og voksne mulighed for at lege med vandet. Rensningen sker ved at lade regnvandet cirkulere igennem et kalklag under græsplænen, som renser vandet til badevandskvalitet.

Carsten Cronqvist, teamleder i HOFOR, udtaler:

– Vores løsning leder regnvand fra tagene ned i render i græsplænen og videre ned til søen. Så pumper vi vandet op til bakken, hvorfra det løber ned ad vandtrappen til klimakanten og tilbage til søen. Dermed har vi skabt et design, der kan håndtere ekstreme skybrud og på den måde aflaste byens kloakker og holde kældre og bygninger tørre. I HOFOR håber vi på, at dette projekt vil blive et forbillede for mange flere, da det er en perfekt kombination af et grønt og funktionelt byrum og en innovativ regnvandsløsning.

 

Sydhavnens indvielse i gårdhaven ved Askøgade

Udover det blågrønne rum i gården er der desuden etableret et væksthus, en frugtlund, en legeplads og et vandlegsområde. Og på den baggrund blev Fremtidens Gårdhave ved Straussvej i 2018 kåret som et af Danmarks bedste klimaprojekter.Sammen med AB Tjørnen, AB Tjørnegården III og EF Tjørnegården inviterer Københavns Gårdhaver i Teknik- og Miljøforvaltningen og HOFOR de lokale beboere og nysgerrige sjæle til indvielse af Fremtidens Gårdhave ved Straussvej torsdag d. 10. juni fra kl. 16.00 til 17.30.
Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen deltager, og det vil være muligt at besøge gårdhavens boder og høre mere om gårdhavens arkitektur, regnvandshåndtering og genanvendelse af byggematerialer. Der vil desuden være aktiviteter for børn, og under hele arrangementet er der forfriskninger, grillpølser og is.

 

Sådan bliver projektet

Fremtidens Gårdhave ved Straussvej er et byfornyelsesprojekt, hvis mål er at udvikle innovative og rekreative regnvandsløsninger og en regnvandsarkitektur, der sikrer at regnvand iscenesættes til rekreative formål. Gårdhaven er udviklet i et tæt samarbejde mellem gårdgruppen og beboerne, rådgiverteamet BOGL, WSP og Lendager samt Københavns Kommune og Hofor. Gårdhaven er bygget af Anlægsgartner MøllerLøkkegaard og Anlægsgartnerfirmaet Junckerhaven.

En ansvarlig by

Gårdhaven bidrager til at indfri Fællesskab Københavns mål om, at København skal være ”En ansvarlig by” ved at gårdhaven anlægges med genanvendte byggematerialer, der medvirker til at opfylde målsætningen om, at København skal være CO2-neutral i 2025. Fremtidens Gårdhave ved Straussvej er helt fra begyndelsen designet til at blive bygget med genanvendte byggematerialer (spildtræ, klimakant bygget med tilslag af genbrugsbeton, gamle belægninger skiffer fra Vor Frue Plads og brosten/chaussessten fra byens stræder og pladser og genanvendte ruder til orangeri).

Fremtidens Gårdhave ved Straussvej er det første københavnereksempel på en regnvandssø med biologisk rensning. Den er ligeledes det første eksempel på et regnvandsteknisk anlæg i en privat gårdhave opført af HOFOR, en gårdhave designet og bygget af genanvendte byggematerialer samt den første fossil- og emissionsfri TMF-byggeplads.

Læs mere om Fremtidens Gårdhave ved Straussvej her: http://klimakvarter.dk/projekt/straussvej/

Del indlægget
kommunaltdk logo
Tilmeld vores nyhedsbrev og få nyheder om salg til kommuner.