18. september 2026

Analyse: Kommunale budgetter for 2020

De kommunale budgetter for 2020 har fokus på velfærd og klima

Influenter A/S har gennemgået samtlige 98 kommuners budgetter for 2020. Gennemgangen viser, at de samme temaer fra folketingsvalget i 2019 går igen i de lokale budgetter. Det drejer sig nemlig om velfærd og klima – herunder FN’s verdensmål.[rml_read_more]

Hvorfor et det interessant at dykke ned i kommunernes budgetaftaler? Det er det fordi, det er her, Kommunalbestyrelsen én gang årligt fremlægger de helt aktuelle politiske fokuspunkter og prioriteringer, som den kommunale forvaltning og de kommunale institutioner efterfølgende udmønter konkret i forhold til borgere og virksomheder. Det er her, virksomhederne kan hente vigtig viden, som kan kvalificere deres salgsaktiviteter overfor den kommunale sektor.

Gennemgangen her viser nogle generelle tendenser. Rigtig mange kommuner er udfordret ikke kun på et stigende antal børn, men også på et stigende antal ældre over 80 år og på det specialiserede socialområde. Den klare melding fra valgkampen i foråret 2019 om fokus på klima, bæredygtighed, grøn omstilling og FN’s verdensmål ses også i de kommunale budgetter.

Verdensmål

Flere end halvdelen af kommunerne nævner eksplicit FN’s verdensmål i deres budgetaftaler for 2020. Og for de flestes vedkommende nævnes også udfordringen med klimaet. En stor del af kommunerne arbejder med flere verdensmål og ønsker arbejdet med dem integreret i hele den kommunale organisation.

Flere end en tredjedel af kommunerne nævner grøn omstilling som et fokuspunkt – herunder bæredygtige indkøbsstrategier. Selvom tallene i sig selv vidner om en klar tendens, kan virkeligheden godt være endnu mere markant. De øvrige kommuner kan meget vel også have fokus på disse temaer, det står blot ikke i deres 2020 budget.

Det øgede fokus på klima afspejler sig også i, at cirka en tredjedel af kommunernes budgetaftaler nævner biodiversitet som et særligt tema og indsatsområde, jf. FN’s verdensmål 14 og 15. Det handler i de pågældende kommuner bl.a. om skovrejsning, flora, naturbeskyttelse generelt og ændret vedligehold af kommunernes grønne arealer. En del kommuner har desuden iværksat CO2 – initiativer i forhold til deres ejendomsportefølje og deres bilparker, som skal bidrage positivt til det kommunale CO2–regnskab. Det handler om indeklima, bæredygtigt byggeri og omstilling af bilparken til hybrid- eller elbiler.

Velfærdspres

Langt de fleste kommuner har i budgetaftalerne for 2020 fokus på ældreområdet, hvor et stigende antal ældre – og især flere plejekrævende ældre – presser den kommunale velfærd. To af de helt store udfordringer er rekruttering og fastholdelse af SOSU-personale og sygeplejersker samt stigende udgifter til hospitalsbehandling. En sjettedel af budgetaftalerne nævner de nuværende og fremtidige arbejdskraftudfordringer på dette område. En del kommuner efterlyser fortsat nye løsninger og velfærdsteknologi for at mindske presset på området. Derudover er der fokus på bedre normering i dagtilbud, folkeskolen og ikke mindst på det specialiserede socialområde – for både børn og voksne.

Øget anlæg

Med kommuneaftalen for 2020 – indgået mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) – er der åbnet op for, at kommunerne må bruge flere penge på anlæg. Det har mange benyttet sig af, hvor de i deres budgetaftaler for 2020 nævner såvel projekter omhandlende nye institutioner, skoler og plejecentre, trafiksikkerhed og cykelstier som klimasikringsprojekter i bred forstand.

Del indlægget
kommunaltdk logo
Tilmeld vores nyhedsbrev og få nyheder om salg til kommuner.