19. november 2026

Et godt liv kræver mere end retten til at eksistere

LEDER: Mennesker med handicap skal ikke alene have ret til hjælp til at få hverdagen til at fungere. De skal have samme mulighed som alle andre for at rejse, tage på festival, gå i byen, besøge venner og forelske sig. Derfor må ledsagerordningen aldrig ende som endnu en juridisk disciplin, hvor systemets fortolkninger bliver vigtigere end menneskets liv.

Der findes en grundlæggende fejl i den måde, vi nogle gange diskuterer handicapområdet på. Vi taler om hjælp, støtte og ydelser, som om målet alene er at sikre, at mennesker med handicap kan få hverdagen til at hænge sammen.

Men et menneskeliv er ikke alene en hverdag.

Det er også Roskilde Festival. En weekend i Berlin. En fodboldkamp i Parken. En spontan tur på café. Et besøg hos venner i den anden ende af landet. En sommerferie. En bytur, der bliver længere end planlagt. Og ja, muligheden for at møde et andet menneske og måske forelske sig.

Det lyder banalt. Det er det også. For mennesker uden handicap.

Netop derfor er ledsagerordningen så vigtig. Efter servicelovens § 97 kan mennesker med betydelig og varigt nedsat funktionsevne få op til 15 timers ledsagelse om måneden. Timer kan opspares i op til seks måneder, så man kan samle op til 90 timer. Intentionen er klar: Mennesker, der ikke kan færdes alene, skal have mulighed for selv at bestemme, hvad de vil bruge deres liv på.

Problemet opstår, når intentionen møder systemet.

For naturligvis skal kommunerne administrere efter loven. Der skal være styr på økonomien, arbejdstiden, ansættelsesforholdene og ledsagernes vilkår. Men der er en verden til forskel på nødvendig administration og unødvendigt juristeri.

Hvis regler om arbejdstid, overnatning, løn, rådighedstid eller andre administrative forhold i praksis gør det næsten umuligt at bruge en ledsager på en ferie eller en festival, så er problemet ikke borgerens ønske om at leve et almindeligt liv.

Så er problemet systemet.

Vi skal passe meget på med at skabe en handicapordning, der fungerer glimrende mandag eftermiddag mellem klokken 14 og 17, men bryder sammen, når livet bliver lidt mere kompliceret.

For livet er kompliceret.

En festival varer ikke nødvendigvis tre timer. En rejse til Paris kan ikke tilrettelægges som et besøg på Borgerservice. Og mennesker holder som bekendt heller ikke op med at have behov for assistance, når kommunens normale arbejdstid ophører.

Det burde være indlysende.

Alligevel risikerer mennesker med handicap at møde et system, hvor retten til ledsagelse i teorien eksisterer, mens den praktiske mulighed for at bruge den på netop de oplevelser, der skaber livskvalitet, bliver stadig vanskeligere.

Det er her, politikken skal holde fast i formålet.

Ledsagerordningen er ikke etableret for at producere korrekte kommunale regneark. Den eksisterer for at give mennesker frihed.

Derfor bør Folketinget også være meget præcist, når reglerne på området ændres eller fortolkes. Kommunerne skal have klare rammer, som gør det muligt at administrere ordningen forsvarligt, men de skal samtidig have rammer, der faktisk kan fungere ude i virkeligheden.

Og her bør ét princip stå over alle andre:

Reglerne skal indrettes efter et menneskeliv. Et menneskeliv skal ikke indrettes efter reglerne.

Det betyder ikke, at alt skal være gratis. Det betyder heller ikke, at der ikke skal være grænser. Men når staten giver mennesker med handicap en ledsagerordning, skal den være konstrueret, så den kan bruges til det liv, mennesker faktisk ønsker at leve.

Ellers bliver rettigheden hul.

Den aktuelle politiske diskussion viser samtidig, at problemet er større end den tekniske indretning af én ordning. Der diskuteres både permanent ledsagelse for blinde og stærkt svagsynede over 67 år og bedre adgang til ledsagelse for mennesker med svære handicap, som i dag risikerer at blive isoleret i eget hjem.

Det fortæller noget vigtigt.

Vi har stadig ikke løst det mest grundlæggende handicappolitiske spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at mennesker med handicap får mulighed for ikke bare at eksistere i vores samfund, men faktisk deltage i det?

Det spørgsmål kan ikke reduceres til paragraffer, visitation og kommunale serviceniveauer.

Det handler om frihed.

Vi accepterer ikke, at staten bestemmer, om mennesker uden handicap må tage på festival, rejse til Spanien eller besøge en kæreste i København. Derfor skal vi også være ekstremt varsomme med regler, der i praksis giver et menneske med handicap markant dårligere muligheder for præcis det samme.

Handicappolitik skal selvfølgelig sikre pleje, hjælpemidler, behandling og støtte. Men ambitionsniveauet skal være højere.

Det skal handle om retten til et godt liv.

Og et godt liv kan ikke defineres på et rådhus.

For nogle er det festival og høj musik. For andre er det charterferie, fodbold, teater, venner eller familie. For andre igen handler det om muligheden for at tage ud en fredag aften og måske møde den person, man en dag kommer til at dele sit liv med.

Præcis som alle andre.

Det burde være den enkleste handicappolitiske målsætning af dem alle: Et handicap må gerne skabe behov for hjælp. Det må ikke blive en dom over, hvilket liv man får lov til at leve.

Del indlægget
kommunaltdk logo
Tilmeld vores nyhedsbrev og få nyheder om salg til kommuner.