Kommunerne må ikke bakke op om ansatte i uniform – og det siger alt om et system, der er løbet foran virkeligheden

Der er noget, der ikke hænger sammen.

I en tid, hvor Danmark taler om oprustning, robusthed og totalforsvar, har Ankestyrelsen slået fast, at kommuner ikke må give deres ansatte fri med løn, hvis de gør tjeneste i Forsvaret, Hjemmeværnet eller beredskabet.

Begrundelsen er det såkaldte opgavefordelingsprincip:
Kommuner må ikke betale for opgaver, der er statens ansvar.

Det er juridisk korrekt.
Men politisk og samfundsmæssigt er det helt skævt.

Et system, der ikke forstår virkeligheden

Vi står midt i en sikkerhedspolitisk virkelighed, hvor én ting er blevet tydelig:
Danmarks sikkerhed er ikke kun et statsligt anliggende.

Den er afhængig af:

• frivillige i Hjemmeværnet
• reservister
• beredskabsfolk
• og helt almindelige borgere, der tager et ekstra ansvar

Det er essensen af totalforsvaret.

Alligevel siger systemet nu til kommunerne:
“I må ikke støtte jeres egne medarbejdere, når de bidrager til netop det.”

Det er ikke bare en teknisk regel.
Det er et signal.

Og det signal er forkert.

Private virksomheder må – men kommunerne må ikke

Samtidig ser vi noget bemærkelsesværdigt:

Private virksomheder over hele landet bakker aktivt op gennem InterForce.
De giver ansatte fri med løn.
De anerkender indsatsen.
De investerer i samfundssikkerhed.

Men kommunerne – som ellers er en central del af vores samlede beredskab – må ikke gøre det samme.

Det skaber en mærkelig situation, hvor:

• det private arbejdsmarked kan tage ansvar
• men det offentlige arbejdsmarked bliver holdt tilbage af regler

Det er ikke bare inkonsekvent.
Det er direkte kontraproduktivt.

Når regler bliver vigtigere end ansvar

Opgavefordelingsprincippet giver mening i en klassisk forvaltningslogik:
Hvem betaler for hvad.

Men i en moderne sikkerhedspolitisk virkelighed er spørgsmålet et andet:
Hvordan sikrer vi, at flest muligt bidrager?

Når en kommunal medarbejder tager uniform på, er det ikke en “statslig opgave”.
Det er et samfundsbidrag.

Og når kommunen ønsker at bakke op om det, burde det ikke være et problem.
Det burde være et mål.

Totalforsvar kræver fælles ansvar

Vi taler konstant om:

• robusthed
• modstandsdygtighed
• samfundssind

Men vi kan ikke opbygge et stærkt totalforsvar, hvis systemet spænder ben for dem, der faktisk tager ansvar.

For sandheden er:

Danmark bliver ikke mere sikkert af, at vi holder fast i snævre fortolkninger af, hvem der må betale hvad.

Danmark bliver mere sikkert af:

• at flere engagerer sig
• at arbejdsgivere bakker op
• og at systemet understøtter – ikke modarbejder – den indsats

Et politisk ansvar

Det her er ikke Ankestyrelsens skyld alene.
De administrerer reglerne.

Problemet er reglerne.

Og dermed er det et politisk ansvar.

Hvis vi mener alvor med:

• oprustning
• totalforsvar
• og et stærkere beredskab

så skal vi også turde justere de principper, der står i vejen.

Konklusion: Når jura og virkelighed skilles ad

Der er tidspunkter, hvor jura og virkelighed bevæger sig i hver sin retning.

Det her er et af dem.

For lige nu har vi en situation, hvor:

• samfundet efterspørger ansvar
• borgere tager ansvar
• private virksomheder understøtter ansvar

Men kommunerne må ikke.

Det er ikke bare inkonsekvent.
Det er et problem.

Og i en tid som denne har vi ikke råd til problemer, der er skabt af vores egne regler.

Vi har brug for et system, der understøtter samfundssind.
Ikke et system, der regulerer det væk.