[notloggedin] [/notloggedin] [loggedin] [/loggedin]
[notloggedin] [/notloggedin] [loggedin] [/loggedin]
10. marts 2026

ROD I REGNSKABERNE i TEKNIK- OG MILJØFORVALTNINGEN I KØBENHAVN

KØBENHAVN: En afdeling i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning har gennem flere år bogført medarbejdertimer på fiktive anlægskonti uden at have haft budget til det. På tre år er der registreret et underskud på over 37 mio. kr., og beløbet kan stige med yderligere 15 mio. kr. i 2020. Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen har krævet en redegørelse om forløbet, som kan få personaleretlige konsekvenser.

Procedure i strid med bevillingsreglerne

Når politikerne i Københavns Kommune under de årlige budgetforhandlinger bevilger penge til anlægsprojekter, skal de afsatte midler blandt andet gå til at dække lønnen for de timer, som kommunens projekt- og byggeledere, udbudsjurister og tekniske designere bruger på hvert enkelt projekt. Administrationsbidraget skal sikre, at forvaltningens interne udgifter relateret til et anlægsprojekt konteres direkte på anlægsbevillingen for det konkrete projekt. Men i forbindelse med en centralisering og professionalisering af forvaltningens økonomistyring er det netop kommet frem, at der gennem 2017, 2018 og 2019 er bogført 37,1 mio. kr. på tre fiktive anlægsprojekter uden bevilling, og dermed er kommunens regler ikke overholdt. Ved at bogføre forbrug på konti med et negativt budget er udgiften ikke synlig ved almindelig gennemgang, og indtil videre er det ikke til at se, hvilke anlægsprojekter timerne eventuelt skal henføres til. Dermed er proceduren i strid med bevillingsreglerne.

Muligvis fejlinformation

Beløbet ventes at vokse med op til 15 mio. kr. i 2020, og der kan ifølge kommunens interne revision være tale om besvigelse i form af bevidst fejlinformation i et regnskab.  Derfor kræver teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) en redegørelse, der afdækker hændelsesforløbet, og hun vil ikke udelukke, at det kan have personaleretlige konsekvenser:

Det er under al kritik, at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke overholder kommunens regler, og det ærgrer mig, at der endnu en gang dukker en dårlig sag op, mens forvaltningens ansatte dagligt sætter en ære i at løfte forvaltningens ry og genskabe en tillid til kommunen. For at undgå at denne slags problemer gentager sig i fremtiden, har jeg krævet en redegørelse om hændelsesforløbet. Samtidig har jeg en forventning om, at forvaltningen arbejder på få løst problemerne med rådgivning fra Intern Revision. Når redegørelsen foreligger, må vi se på, hvad den skal have af konsekvenser, siger Ninna Hedeager Olsen.

HOV!

Du skal logge ind eller oprette en profil for at læse indlægget.

Klik her hvis du har glemt dit brugernavn eller kodeord

Bliv en del af kommunalt.dk og opret en profil her.

Del indlægget
kommunaltdk logo
Tilmeld vores nyhedsbrev og få nyheder om salg til kommuner.