Kommuner og regioner har gennem flere år investeret i kunstig intelligens, som skulle frigøre medarbejdernes tid og forbedre den offentlige service. Men en evaluering viste, at kun seks ud af 22 afsluttede forsøgsprojekter var kommet i drift. Nu investeres der yderligere millioner i at udbrede teknologien. Spørgsmålet er, om politikerne har sikret de nødvendige rammer, og hvem der egentlig har ansvaret for, at investeringerne skaber resultater.

Kunstig intelligens skal være en af løsningerne på fremtidens udfordringer i den offentlige sektor.

Teknologien skal reducere administrationen, frigøre medarbejdere fra rutineopgaver og give kommunerne mulighed for at levere mere velfærd med færre ressourcer.

Ambitionerne er store. Regeringen arbejder med en målsætning om at frigøre mindst 30.000 årsværk i den offentlige sektor frem mod 2035 gennem øget anvendelse af kunstig intelligens.

Men spørgsmålet er, hvor meget af potentialet der faktisk bliver realiseret.

Et forskningsstudie fra Københavns Universitet, offentliggjort i oktober 2026, sætter fokus på et problem, som risikerer at blive stadig mere aktuelt: Kommuner og andre offentlige myndigheder investerer i AI-løsninger, som aldrig kommer i praktisk anvendelse.

Forskerne kalder fænomenet for den digitale kirkegård.

Kun seks af 22 afsluttede projekter kom i drift

Fra 2020 til 2022 støttede staten gennem en fælles investeringsfond 40 såkaldte AI-signaturprojekter i kommuner og regioner.

Der blev samlet afsat 187 mio. kr. til projekterne, som blandt andet skulle undersøge mulighederne for at anvende kunstig intelligens inden for sundhed, velfærd og administration.

Men resultaterne har været blandede.

Da Digitaliseringsstyrelsen gennemførte sin afsluttende evaluering i 2024, var 22 af de 40 projekter afsluttet. Kun seks var på det tidspunkt kommet i drift.

Det svarer til godt en fjerdedel af de afsluttede projekter.

Evalueringen viste samtidig, at 79 procent havde oplevet udfordringer med data, mens 68 procent havde oplevet juridiske udfordringer.

Det betyder ikke, at alle investeringerne er spildt. Formålet med forsøgsprojekterne var også at indsamle erfaringer, og evalueringen dokumenterede både kompetenceudvikling og konkrete gevinster fra projekter, som var kommet i drift.

Men tallene rejser et centralt spørgsmål: Hvis vi investerer i teknologi for at frigøre ressourcer og forbedre den kommunale service, hvordan sikrer vi så, at løsningerne faktisk kommer medarbejdere og borgere til gode?

Kommunerne kan udvikle teknologien – men ikke nødvendigvis anvende den

Et af de mest bemærkelsesværdige problemer handler ikke om teknologien selv, men om juraen.

Det viser blandt andet en sag fra Københavns Kommune.

Kommunen ønskede at udvikle en AI-løsning, som kunne hjælpe sagsbehandlere med at identificere borgere, der kunne have gavn af forebyggende træning og rehabilitering.

Teknologien skulle analysere oplysninger fra tidligere sager og hjælpe med at identificere borgere, som kunne få gavn af en indsats.

Det kunne potentielt forbedre den kommunale forebyggelse og udskyde behovet for mere omfattende hjælp.

Men da Datatilsynet vurderede projektet i 2023, blev der påpeget et afgørende juridisk problem.

Kommunen havde efter tilsynets vurdering grundlag for at udvikle og teste løsningen, men ikke tilstrækkeligt klart nationalt retsgrundlag til at behandle personoplysninger i den planlagte daglige drift.

Projektet blev derfor stoppet.

Eksemplet illustrerer et grundlæggende problem: Det er muligt at investere i udviklingen af en AI-løsning, selvom det juridiske grundlag for efterfølgende at bruge den ikke er på plads.

Hvem har egentlig ansvaret?

Her opstår den politiske diskussion.

Kommunalbestyrelserne har ansvaret for kommunernes økonomi. De skal prioritere mellem skoler, ældrepleje, socialområdet, administration og en lang række andre opgaver.

Hvis kommunerne vælger at investere i kunstig intelligens, må det derfor også være rimeligt at stille krav til dokumentation for, hvilke resultater investeringerne forventes at levere.

Men kommunerne kan ikke selv ændre den nationale lovgivning.

Hvis en kommune udvikler en løsning, som efterfølgende ikke kan anvendes på grund af manglende lovhjemmel, er spørgsmålet derfor, om ansvaret alene kan placeres lokalt.

Forskerne fra Københavns Universitet peger netop på, at Danmark mangler mere sammenhængende juridiske rammer for offentlig anvendelse af AI.

Professor Henrik Palmer Olsen og adjunkt Aysel Küçüksu foreslår en samlet dansk rammelov, som tydeliggør, hvornår myndigheder må anvende kunstig intelligens, og hvilke krav der skal gælde til blandt andet gennemsigtighed, proportionalitet og beskyttelse af personoplysninger.

Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at kommunerne skal have fri adgang til at anvende borgernes personoplysninger.

Tværtimod skal der være klare grænser for, hvordan teknologien anvendes, særligt på områder, hvor afgørelser kan have store konsekvenser for den enkelte borger.

Men det er vanskeligt at forene politiske ambitioner om omfattende digitalisering med en situation, hvor myndighederne ikke på forhånd kan få tilstrækkelig klarhed over, om løsningerne lovligt kan tages i brug.

Nu investeres der yderligere 266 millioner kroner

Trods erfaringerne fra de første AI-signaturprojekter er investeringerne i kunstig intelligens langt fra stoppet.

Tværtimod.

I december 2025 indgik regeringen, KL og Danske Regioner en aftale om nye AI-storskalaprojekter med en samlet finansiering på 266,7 mio. kr.

Projekterne skal blandt andet understøtte dokumentation, udvikle digitale assistenter og forbedre kommunernes byggesagsbehandling.

I juni 2026 kunne KL offentliggøre, at 64 kommuner var organiseret i syv samarbejdsklynger om at udbrede AI-understøttet dokumentation.

Og i oktober blev arbejdet med nye AI-løsninger til byggesagsbehandlingen sat i gang i tre klynger med deltagelse fra 14 kommuner.

Ambitionen er blandt andet, at kunstig intelligens skal hjælpe med at gennemgå dokumenter, vejlede ansøgere og reducere den tid, som medarbejderne bruger på administrative opgaver.

Det er områder, hvor der kan være betydelige gevinster.

Hurtigere byggesagsbehandling kan være til fordel for både borgere, virksomheder og kommunernes erhvervsudvikling. Mindre dokumentation kan potentielt frigøre tid til den borgernære velfærd.

Men de nye investeringer gør også spørgsmålet om implementering endnu vigtigere.

For hvad er det, der skal sikre, at de nye storskalaprojekter ikke møder de samme barrierer som tidligere projekter?

Kommunerne bør ikke opfinde den samme løsning 98 gange

Et andet spørgsmål handler om, hvordan kommunerne organiserer deres digitalisering.

Danmark har 98 kommuner, som på mange områder løser grundlæggende de samme opgaver.

Alligevel har de forskellige administrative systemer, arbejdsgange og digitale løsninger.

Derfor er det værd at undersøge, hvor stor en del af udviklingen af kunstig intelligens der reelt bør foregå i den enkelte kommune, og hvor meget der med fordel kan løses i fællesskab.

De nye kommunale klyngesamarbejder er et forsøg på netop dette.

Men en fælles løsning er ikke nødvendigvis den rigtige løsning, blot fordi den er fælles.

Også fælleskommunale projekter skal kunne dokumentere, at de fungerer, at de overholder lovgivningen, og at gevinsterne står mål med omkostningerne.

Kommunerne bør derfor stille lige så kritiske spørgsmål til investeringer i kunstig intelligens, som de gør til investeringer i bygninger, veje og andre kommunale anlæg.

• Hvad koster løsningen at udvikle?
• Hvad koster den at drive?
• Hvilke konkrete opgaver kan den løse?
• Hvor mange medarbejdertimer kan den frigøre?

Og måske vigtigst: Kan den faktisk tages i anvendelse?

Kunstig intelligens er ikke et mål i sig selv

Der er ingen tvivl om, at kunstig intelligens rummer betydelige muligheder for den offentlige sektor.

Men teknologien bør ikke betragtes som en succes, alene fordi den er blevet udviklet, testet eller indkøbt.

Succes må i sidste ende måles på, om den forbedrer opgaveløsningen.

• En løsning, som gør det lettere for medarbejdere at dokumentere en borgersamtale, kan skabe værdi.
• En løsning, som hjælper en kommune med at behandle en byggesag hurtigere og mere korrekt, kan skabe værdi.

Og en løsning, som giver medarbejdere bedre beslutningsgrundlag uden at kompromittere borgernes rettigheder, kan også skabe værdi.

Men hvis resultatet alene bliver endnu et afsluttet udviklingsprojekt, som ikke kan anvendes, har borgerne ikke nødvendigvis fået bedre service.

Det politiske ansvar kan ikke digitaliseres væk

Diskussionen om kunstig intelligens i kommunerne handler derfor i stigende grad om politisk styring.

Det er ikke tilstrækkeligt, at staten formulerer store ambitioner, at kommunerne igangsætter udviklingsprojekter, og at leverandørerne udvikler nye løsninger.

Der skal være en sammenhæng mellem de politiske mål, de økonomiske investeringer, lovgivningen og de resultater, man ønsker at opnå.

Folketinget har et ansvar for at skabe klare juridiske rammer.

Kommunalbestyrelserne har et ansvar for at sikre, at investeringerne er økonomisk og fagligt forsvarlige.

Og den kommunale ledelse har et ansvar for, at teknologien kan implementeres i den daglige opgaveløsning.

Det rejser også et spørgsmål om gennemsigtighed.

Hvor mange kommunale AI-projekter er i dag under udvikling? Hvor mange er taget i brug? Hvor mange er blevet opgivet? Og hvor store økonomiske og administrative gevinster har de løsninger, der faktisk fungerer, skabt?

Der findes evalueringer og enkeltstående resultater, men der er behov for et mere samlet og løbende billede af, om investeringerne leverer de forventede gevinster.

For spørgsmålet er ikke længere alene, hvor meget kunstig intelligens vi kan udvikle. Spørgsmålet er, hvor meget af den vi faktisk kan bruge – og hvad borgerne får for pengene.

Hvis Danmark vil frigøre 30.000 årsværk gennem kunstig intelligens, kræver det ikke blot flere investeringer og større teknologiske ambitioner.

Det kræver først og fremmest, at investeringerne bliver omsat til løsninger, som lovligt, sikkert og effektivt kan anvendes.

Ellers risikerer de næste millioner blot at bidrage til at udvide den digitale kirkegård.