Et nyt lovforslag giver socialministeren mulighed for at tvinge visse kommuner til at overlade behandlingen af børnesager til en anden kommune. Målet er bedre retssikkerhed for udsatte børn og familier. Men forslaget rejser principielle spørgsmål om kommunalt selvstyre, økonomi og politisk ansvar.

Når en kommune gennem længere tid ikke formår at sikre en tilstrækkelig kvalitet i behandlingen af børnesager, skal staten have mulighed for at gribe ind. Det er tankegangen bag lovforslag L 57, som socialminister Monika Rubin (M) fremsatte den 8. oktober 2026, og som står til førstebehandling i Folketinget den 6. november.

Forslaget giver ministeren mulighed for at pålægge kommuner, der allerede indgår i et forpligtende kommunalt samarbejde, at udvide samarbejdet til børneområdet. I praksis kan det betyde, at en kommune må overlade myndighedsopgaver og sagsbehandling til en anden kommune, selvom den lokale kommunalbestyrelse ikke ønsker det.

Dermed handler lovforslaget ikke alene om børns retssikkerhed. Det handler også om, hvor grænsen går mellem kommunernes ret til selv at tilrettelægge deres opgaver og statens ansvar for at sikre, at lovgivningen overholdes.

Alvorlig kritik af kommunernes sagsbehandling

Baggrunden for ønsket om stærkere indgrebsmuligheder er vanskelig at overse.

I april 2026 offentliggjorde Rigsrevisionen en omfattende undersøgelse af kommunernes behandling af anbringelsessager. Undersøgelsen viste, at der i 69 procent af de gennemgåede sager var sket brud på ét eller flere lovkrav til sagsbehandlingen.

For 57 procent af børnene var den børnefaglige undersøgelse ikke udarbejdet inden for fristen, mens 47 procent ikke havde fået udarbejdet Barnets plan rettidigt.

Rigsrevisionens kritik omfattede imidlertid ikke alene kommunerne. Også ministeriets manglende evne til gennem en årrække at sikre forbedringer blev kritiseret.

Det understreger, at der er tale om et problem, som hverken kan reduceres til enkelte kommuners administration eller løses alene ved at placere ansvaret ét sted.

For børnene og deres familier er det naturligvis afgørende, at sagsbehandlingen er korrekt, rettidig og fagligt forsvarlig. En fejl i en børnesag er ikke nødvendigvis blot en administrativ formalitet. Den kan have betydning for, hvilken hjælp barnet modtager, hvornår hjælpen sættes ind, og hvilke beslutninger der træffes om barnets fremtid.

Ikke alle kommuner kan blive omfattet

Det nye lovforslag giver dog ikke socialministeren en generel adgang til at overtage eller flytte børnesager fra enhver kommune med problemer.

Muligheden er afgrænset til kommuner, der allerede indgår i de særlige forpligtende kommunale samarbejder, som udspringer af kommunalreformen.

Et pålæg kræver desuden, at mindst to af tre lovbestemte kriterier er opfyldt. Kriterierne handler blandt andet om dokumenterede, alvorlige kvalitetsproblemer, manglende overholdelse af sagsbehandlingsreglerne eller andre alvorlige problemer med opgavevaretagelsen gennem mindst to år.

Derudover forudsætter et pålæg, at kommunerne ikke selv har ansøgt om frivilligt at udvide deres eksisterende samarbejde til børneområdet.

Ministeriet lægger op til, at muligheden kun anvendes i særlige tilfælde, hvor eksisterende redskaber ikke har skabt de nødvendige forbedringer.

Begrundelsen er blandt andet, at nogle mindre kommuner kan have vanskeligt ved at opbygge og fastholde den specialiserede faglighed, som komplekse børnesager kræver. Ved at samle opgaver hos en større kommune forventer ministeriet at kunne skabe et stærkere fagligt grundlag.

Det er imidlertid også en afgrænsning, som rejser et spørgsmål: Hvis alvorlige fejl i børnesagsbehandlingen kan forekomme i både store og små kommuner, hvorfor skal netop denne indgrebsmulighed være forbeholdt kommuner, der allerede er en del af et bestemt samarbejdssystem?

Det spørgsmål er også rejst i høringsprocessen.

Kommunerne advarer mod indgreb i selvstyret

Flere kommuner og organisationer har anerkendt behovet for at forbedre kvaliteten i børnesagsbehandlingen, men udtrykt betænkeligheder ved den foreslåede løsning.

KL foretrækker frivillige samarbejder og opfordrer til tilbageholdenhed med tvungne løsninger. Organisationen ønsker, at mindre indgribende tiltag bliver afprøvet først.

Langeland og Ishøj kommuner har i høringssvarene peget på, at forslaget udgør et indgreb i det kommunale selvstyre. Tårnby Kommune har fremhævet, at modellen kan forskyde balancen mellem statslig styring og kommunal beslutningskompetence.

Andre høringsparter har foreslået alternativer såsom faglig rådgivning, kompetenceløft og tættere sparring mellem kommuner.

Omvendt har blandt andre Danske Handicaporganisationer bakket op om lovforslaget. Flere organisationer ser et behov for yderligere handlemuligheder, når en kommune gennem længere tid ikke formår at sikre lovlig og forsvarlig sagsbehandling.

Der er dermed ikke nødvendigvis uenighed om problemet, men om hvilke redskaber der bør anvendes.

Kommunen mister sagsbehandlingen – men beholder regningen

Et af de mest interessante elementer i lovforslaget er fordelingen af ansvar og økonomi.

Selvom en kommune kan blive pålagt at overlade sagsbehandlingen til en anden kommune, vil den oprindelige kommune fortsat have det politiske, juridiske og økonomiske ansvar.

Den skal betale den modtagende kommunes fulde omkostninger ved opgavevaretagelsen og fortsat føre tilsyn med, hvordan opgaverne bliver løst.

Kommunalbestyrelsen vil således stadig skulle stå til ansvar over for borgerne for et område, hvor den daglige myndighedsudøvelse udføres af en anden kommune. Dog vil afgørelser, som efter loven skal træffes i det lokale børne- og ungeudvalg, fortsat blive truffet dér.

Det skaber en usædvanlig styringsmæssig konstruktion: Den ene kommune udfører opgaverne, mens den anden finansierer dem og beholder det overordnede ansvar.

Ministeriet vurderer samtidig, at lovforslaget samlet set vil være udgiftsneutralt for den offentlige økonomi, og at der derfor ikke er grundlag for yderligere statslig kompensation.

For de berørte kommuner vil en overdragelse dog kunne indebære konkrete implementeringsomkostninger, blandt andet i forbindelse med overførsel af opgaver og eventuelt medarbejdere. Disse omkostninger skal efter forslaget afholdes af den kommune, som afgiver opgaverne.

Det rejser spørgsmålet om, hvordan der i praksis sikres sammenhæng mellem beslutningskompetence, økonomisk ansvar og politisk kontrol.

Hvad betyder det for borgerne?

For den enkelte familie er kommunernes indbyrdes ansvarsfordeling næppe det vigtigste. Det afgørende er, om barnet får den nødvendige hjælp, om afgørelserne træffes korrekt, og om der er klarhed over, hvem familien skal henvende sig til.

Netop dette spørgsmål er blevet rejst i høringsprocessen.

Flere organisationer har efterspurgt tydelighed om klageveje, ansvarsfordeling og håndtering af personoplysninger.

Ministeriet har efterfølgende præciseret, at den delegerende kommune fortsat har det overordnede ansvar, mens den bemyndigede kommune udfører de overdragne opgaver. Klageadgangen ved de enkelte afgørelser skal fortsat følge de relevante lovregler.

Men lovgivningens formelle ansvarsfordeling er én ting. Borgernes oplevelse af tilgængelighed, kontinuitet og sammenhæng er noget andet.

Hvis en familie allerede oplever et kompliceret sagsforløb, er det afgørende, at en ny samarbejdsmodel ikke skaber yderligere usikkerhed om, hvem der behandler sagen, og hvem der kan holdes ansvarlig.

Hvor længe skal børn vente på forbedringer?

Lovforslagets krav om dokumenterede problemer gennem mindst to år skal sikre, at staten ikke griber ind på baggrund af enkeltstående fejl eller kortvarige udfordringer.

Samtidig betyder det, at alvorlige problemer kan have eksisteret over en længere periode, inden denne særlige indgrebsmulighed overhovedet kan bringes i anvendelse.

Ministeriet anerkender selv i høringsnotatet, at to år kan være lang tid i et barns liv. Omvendt peger det på, at to år kan være kort tid for en kommune, der forsøger at gennemføre omfattende administrative forbedringer.

Det illustrerer dilemmaet mellem hensynet til kommunernes mulighed for selv at rette op og hensynet til børn og familier, der har behov for hurtig og korrekt hjælp.

En principiel diskussion om ansvar

Lovforslaget handler i sidste ende om mere end, hvilken kommune der behandler en børnesag.

Det handler om den grundlæggende organisering af velfærdsopgaverne i Danmark.

Kommunerne har ansvaret for en betydelig del af den borgernære velfærd. Men når en kommune ikke kan løfte en lovbestemt opgave tilfredsstillende, opstår spørgsmålet om, hvornår staten bør gribe ind, og hvilken form indgrebet skal have.

Et tvungent samarbejde kan give adgang til flere faglige ressourcer og specialiseret viden. Men det rejser samtidig spørgsmål om lokaldemokratisk kontrol, ledelsesansvar og økonomisk styring.

Derudover står et mere grundlæggende spørgsmål tilbage: Er problemerne med børnesagsbehandlingen først og fremmest et spørgsmål om kommunernes størrelse og organisering, eller handler de også om kompetencer, ledelse, arbejdspres og de økonomiske rammer for opgaven?

Rigsrevisionens undersøgelse viser, at udfordringerne er betydelige. Men den dokumenterer ikke i sig selv, at tvungne kommunale samarbejder vil være den mest effektive løsning.

Når Folketinget tager hul på behandlingen af L 57, bliver den centrale diskussion derfor, hvordan børns retssikkerhed bedst styrkes, samtidig med at ansvar og beslutningskompetence placeres klart.

For uanset hvilken kommune der behandler sagen, må målet være det samme: At børn og familier får den hjælp og de afgørelser, de har ret til, uden unødvendig ventetid og uden at blive tabt mellem forskellige myndigheder.

Lovforslaget er planlagt til førstebehandling den 6. november 2026 og foreslås at træde i kraft den 1. juli 2027, hvis det vedtages.