Mens kommunerne samlet får flere penge med økonomiaftalen for 2027, står Lolland foran besparelser i hundredmillionersklassen. Det rejser et større spørgsmål: Er tiden kommet til at se mindre på kommunernes samlede økonomi – og langt mere på, hvad det faktisk koster at levere velfærd til den enkelte borger?

Der er noget, der umiddelbart ikke hænger sammen.

Regeringen og KL har indgået en økonomiaftale for 2027, der løfter kommunernes serviceudgifter realt med 3,3 mia. kr. Heraf kan 3 mia. kr. prioriteres bredt, mens 300 mio. kr. er målrettet minimumsnormeringer. Særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner forhøjes samtidig til 1 mia. kr.

På papiret er der altså flere penge til kommunal velfærd.

Men på Lolland ser virkeligheden helt anderledes ud.

Lolland Kommune vurderer i forbindelse med Budget 2027, at der er behov for mindst 300 mio. kr. i tilskud, samtidig med at kommunen selv skal finde besparelser for omkring 200 mio. kr.

Det er samlet set en økonomisk udfordring i størrelsesordenen en halv milliard kroner.

Når en kommune med godt 39.000 indbyggere står med et problem af den størrelse, er spørgsmålet derfor ikke længere kun:

Hvor kan Lolland spare?

Det mere interessante spørgsmål er:

Er Lolland blevet eksemplet på, at den måde, vi finansierer kommunerne på, ikke længere passer til den virkelighed, nogle kommuner befinder sig i?

Lolland har allerede advaret

Problemet er ikke opstået i sommeren 2026.

I forbindelse med Budget 2026 skrev Lolland Kommune direkte, at økonomien er “særdeles udfordret”, og at kommunen befinder sig i en vedvarende strukturel ubalance.

Kommunens egen vurdering er ganske alvorlig: Hvis finansieringen ikke ændres, kan Lolland inden for få år få vanskeligt ved overhovedet at lægge et forsvarligt budget.

Det er værd at hæfte sig ved.

For Lolland modtog allerede et ekstraordinært særtilskud på 210 mio. kr. i 2026.

Alligevel er problemet ikke løst.

Det tyder på, at der ikke alene er tale om et midlertidigt hul i kommunekassen. Der er tale om en strukturel udfordring.

Færre borgere – men ikke tilsvarende færre udgifter

Lollands problem kan i høj grad aflæses i befolkningen.

Kommunen havde 39.122 indbyggere 1. januar 2025, og kommunens prognose forventede yderligere tilbagegang. Samtidig forventes antallet af børn og erhvervsaktive at falde, mens antallet af borgere over 65 år stiger.

Siden kommunalreformen har udviklingen været endnu mere markant.

Ifølge kommunens årsberetning har Lolland mistet 9.512 borgere siden kommunesammenlægningen – knap 20 procent af befolkningen. Samtidig har befolkningssammensætningen ændret sig med færre erhvervsaktive og flere borgere med behov for offentlig forsørgelse og sociale indsatser.

Og her ligger en stor del af problemet.

Hvis en kommune mister 20 procent af sine borgere, kan den ikke nødvendigvis reducere sine udgifter med 20 procent.

• Veje skal stadig vedligeholdes.
• Skoler skal stadig være geografisk tilgængelige.
• Ældre skal stadig have hjemmepleje.

Der skal fortsat være administration, myndighedsbetjening, beredskab, dagtilbud og sociale tilbud.

Og Lolland er samtidig geografisk stor – knap 887 kvadratkilometer – med relativt få borgere pr. kvadratkilometer.

Der findes med andre ord en betydelig kommunal grundomkostning, som ikke forsvinder, bare fordi indbyggertallet falder.

Det kommunale paradoks

Det skaber et paradoks.

Når en kommune mister borgere, mister den også indtægter.

Men de borgere, der bliver tilbage, kan samtidig være dyrere at levere velfærd til.

Det er præcis den dobbelte bevægelse, der gør Lolland interessant som case.

For samtidig sker der faktisk positive ting.

Kommunen fremhæver selv stigende beskæftigelse, lav ledighed og vækst inden for blandt andet anlæg, industri og turisme. Femernforbindelsen og den grønne industrialisering giver muligheder, som Lolland ikke har haft i årtier.

Derfor er historien om Lolland heller ikke bare historien om en kommune i tilbagegang.

Tværtimod.

Det er en kommune med betydelige udviklingsmuligheder, der samtidig risikerer at skulle gennemføre så omfattende besparelser, at selve fundamentet under udviklingen bliver svækket.

Hvis skoler, fritidstilbud, plejetilbud og anden kommunal service reduceres kraftigt, bliver det samtidig vanskeligere at tiltrække de familier og medarbejdere, som skal skabe det fremtidige skattegrundlag.

Så opstår den kommunale dødsspiral:

• Færre borgere giver færre indtægter.
• Færre indtægter giver dårligere service.
• Dårligere service gør bosætning vanskeligere.

Og dermed bliver der endnu færre borgere til at finansiere kommunen.

Er det tid til at genåbne udligningsdebatten?

Det er her, diskussionen bliver national.

Det nuværende udligningssystem tager allerede højde for forskelle mellem kommunerne. Beskatningsgrundlag og beregnede udgiftsbehov indgår i systemet, og flere elementer opgøres netop pr. indbygger. Det ville derfor være forkert at hævde, at Danmark i dag alene fordeler penge efter kommunernes samlede størrelse.

Men Lolland rejser et andet og mere grundlæggende spørgsmål:

Måler systemet godt nok, hvad det reelt koster at være kommune forskellige steder i Danmark?

For en borger er ikke nødvendigvis en gennemsnitsborger.

Og en kommune er ikke nødvendigvis en gennemsnitskommune.

En ældre borger med omfattende plejebehov koster noget andet end en erhvervsaktiv skatteyder.

Et barn med behov for specialundervisning koster noget andet end gennemsnittet.

En borger i en tæt befolket kommune kan være billigere at servicere end en borger i en geografisk stor kommune med lav befolkningstæthed.

Derfor bør den kommende reform af udligningssystemet måske stille et langt mere konkret spørgsmål:

Hvor mange kroner har kommunen reelt til rådighed pr. borger – efter der er korrigeret for borgernes faktiske udgiftsbehov og kommunens strukturelle omkostninger?

Det ville flytte debatten fra abstrakte milliardbeløb til den kommunale virkelighed.

3,3 milliarder løser ikke nødvendigvis problemet

Økonomiaftalen for 2027 illustrerer problemstillingen.

Et løft på 3,3 mia. kr. lyder betydeligt. Men aftalen gælder 98 meget forskellige kommuner.

Samtidig skal kommunerne reducere administrationsudgifterne med 257 mio. kr., og kommunernes samlede økonomi påvirkes af reformer, demografi, sociale udgifter og meget forskellige lokale strukturer.

Derfor kan kommunerne samlet set få flere penge, samtidig med at enkelte kommuner oplever en alvorlig økonomisk krise.

Landsgennemsnittet kan ganske enkelt skjule den lokale virkelighed.

Og Lolland kan være det tydeligste eksempel.

Lolland kan ikke spare sig til en ny befolkning

Selvfølgelig har Lolland Kommune et ansvar.

Kommunen skal tilpasse skoler, bygninger, plejestruktur og administration til et lavere indbyggertal. Den skal effektivisere, digitalisere og prioritere.

Men der er en grænse for, hvor langt en kommune kan effektivisere sig ud af demografien.

• Man kan lukke en bygning.
• Man kan sammenlægge institutioner.
• Man kan effektivisere administrationen.

Men man kan ikke effektivisere sig til flere erhvervsaktive borgere.

Og man kan ikke spare sig til et højere skattegrundlag.

Den langsigtede løsning for Lolland består derfor af to spor.

Det ene er kommunens eget: erhvervsudvikling, bosætning, international rekruttering, boligudvikling, uddannelse og udnyttelse af Femernforbindelsen og den grønne industrialisering.

Det andet er statens:

At sikre en finansieringsmodel, hvor en kommune med en vanskelig demografisk og socioøkonomisk sammensætning faktisk har økonomisk mulighed for at levere et rimeligt velfærdsniveau.

Måske er Lolland ikke undtagelsen – men advarslen

Finansieringsudvalget arbejder allerede med en bred analyse, der skal forberede ændringer af det kommunale tilskuds- og udligningssystem. Regeringen har samtidig tilkendegivet, at arbejdet skal videreføres og udvides.

Det arbejde bliver afgørende.

For diskussionen bør ikke reduceres til, om Lolland skal have 200, 250 eller 300 mio. kr. i et ekstraordinært tilskud næste år.

Det er symptombehandling.

Det principielle spørgsmål er, hvorfor behovet opstår år efter år.

Hvis en kommune gentagne gange kun kan få sin økonomi til at hænge sammen gennem meget store særtilskud, er det måske ikke længere kommunen, der er den interessante case.

Så er det finansieringssystemet.

Danmark har valgt, at velfærden i vid udstrækning leveres lokalt.

Men hvis det princip skal give mening, skal økonomien også gøre det muligt at levere nogenlunde sammenlignelig velfærd, uanset om postnummeret hedder Gentofte, Aarhus, Nakskov eller Maribo.

Derfor kan Lollands halve milliard blive langt mere end en lokal budgetdiskussion.

Den kan blive startskuddet til den vigtigste kommunaløkonomiske debat i flere år:

Skal fremtidens kommunale udligning i højere grad tage udgangspunkt i den reelle økonomi og det reelle udgiftsbehov pr. borger – frem for at tro, at et landsgennemsnit fortæller hele historien?

For hvis Lolland trods særtilskud på hundredvis af millioner fortsat ikke kan få økonomien til at hænge sammen, bør spørgsmålet måske ikke længere være, hvor meget Lolland skal spare.

Spørgsmålet bør være, om vi har bygget et system, hvor nogle kommuner på forhånd har fået en næsten umulig opgave.