De nordiske kommuner går sammen om sikkerhed og beredskab. Det er et vigtigt skridt – men samarbejdet udstiller samtidig en grundlæggende dansk udfordring: Kommunerne kan ikke opbygge et effektivt beredskab, hvis de ikke ved præcist, hvad staten forventer af dem.

Der er noget ganske interessant ved den nye nordiske aftale om kommunalt beredskab.

Ikke alene fordi danske kommuner nu får mulighed for systematisk at hente erfaringer fra Sverige, Norge, Finland og Island. Men fordi aftalen samtidig sætter fingeren på et spørgsmål, som bliver stadig vanskeligere at komme udenom:

Hvad er det egentlig, de danske kommuner skal kunne, hvis en alvorlig krise rammer Danmark?

KL’s formand Peter Rahbæk Juel har sammen med sine formandskolleger fra de kommunale organisationer i Norge, Finland, Sverige og Island samt Danske Regioner underskrevet en aftale om et tættere samarbejde om sikkerhed og beredskab.

Formålet er blandt andet at dele viden, erfaringer og løsninger på tværs af Norden.

Det giver god mening.

For kommunerne kommer til at stå helt centralt, hvis det danske samfund for alvor bliver sat under pres.

Kriser foregår ude i kommunerne

Når vi taler om national sikkerhed, kommer diskussionen hurtigt til at handle om Forsvaret, NATO, cyberangreb og kritisk infrastruktur.

Men en stor del af konsekvenserne af en krise vil lande et helt andet sted.

I kommunen.

Det er her, ældreplejen skal fungere, hvis strømmen forsvinder. Det er her, der skal være vand. Det er her, skoler, daginstitutioner og sociale tilbud skal håndteres. Det er kommunerne, der sammen med forsyningsselskaber og andre aktører skal være med til at sikre, at lokalsamfundet fortsætter med at fungere.

Og netop derfor bliver spørgsmålet om kommunernes rolle i totalberedskabet stadig vigtigere.

Regeringen lancerede tidligere i år et dansk totalberedskab med den klare ambition, at myndigheder, borgere, virksomheder og civilsamfund skal kunne forebygge og håndtere større hændelser, katastrofer og i værste fald krig. Modellen er udtrykkeligt inspireret af de øvrige nordiske lande.

I juni blev der samtidig besluttet investeringer på 1,2 milliarder kroner i 2026 til blandt andet el, vand, tele, sundhed og transport samt ekstraordinære kommunale beredskabsindsatser.

Pengene og ambitionerne er altså begyndt at komme.

Men ét spørgsmål står tilbage:

Er opgaven defineret klart nok?

KL efterlyser tydeligere rammer

Det er netop her, den nordiske aftale bliver interessant.

For KL har ifølge Danske Kommuner gentagne gange efterlyst tydeligere rammer fra staten, så kommunerne ved, hvad de skal forberede sig på – og hvem der har ansvaret for hvad. De rammer udestår fortsat, lyder kritikken.

Det er ikke nogen lille detalje.

Man kan ikke meningsfuldt dimensionere et beredskab, før man kender opgaven.

• Skal en kommune eksempelvis kunne opretholde centrale funktioner i 24 timer uden normal elforsyning?
• Tre døgn?
• En uge?
• Hvilke kommunale institutioner skal have nødstrøm?
• Hvor store lagre skal der være?
• Hvilken kommunikation skal kunne fungere, hvis mobilnettet svigter?
• Hvem har ansvaret for sårbare borgere under længerevarende forsyningssvigt?

Og hvad skal kommunerne selv finansiere?

Det er spørgsmål, der hurtigt bevæger sig fra overordnet beredskabspolitik til meget konkrete budgetter, indkøb, kontrakter, personaleplaner og investeringer.

Vi behøver ikke opfinde alt selv

Her kan det nye nordiske samarbejde vise sig langt vigtigere end endnu et internationalt erfaringsforum.

For vi behøver ikke nødvendigvis opfinde den danske model fra bunden.

Peter Rahbæk Juel peger selv på, at især Norge og Sverige er længere fremme med opbygningen af stærke beredskabsstrukturer. Finland har samtidig en helt anden historisk og sikkerhedspolitisk erfaring med beredskab – blandt andet på grund af landets mere end 1.000 kilometer lange grænse til Rusland.

Danmark er naturligvis ikke Finland.

Men mange af de grundlæggende spørgsmål er de samme.

• Hvordan holder man et lokalsamfund kørende under en krise?
• Hvordan fordeles ansvaret mellem stat og kommune?
• Hvordan samarbejder offentlige myndigheder med private virksomheder?
• Hvordan sikrer man forsyninger?
• Hvordan øver man?

Og hvordan skaber man en beredskabskultur, som eksisterer, før krisen rammer?

Selv den danske nationale beredskabsuge er udviklet med inspiration fra Sverige og Norge, hvor erfaringerne ifølge ministeriet viser betydningen af inddragelse og lokalt ejerskab.

Der er derfor god grund til at gøre det nordiske samarbejde meget operationelt.

Fra beredskabsplan til kommunal drift

Der er samtidig brug for et skifte i vores forståelse af kommunalt beredskab.

Beredskab kan ikke længere alene være en plan, der bliver taget frem, når stormfloden kommer, eller når en større bygning brænder.

Det nye trusselsbillede er bredere.

Cyberangreb kan ramme administrative systemer. Sabotage kan påvirke forsyninger. Længerevarende strømsvigt kan få konsekvenser for plejehjem og bosteder. Kommunikationssystemer kan blive utilgængelige. Forsyningskæder kan blive afbrudt.

Samtidig skal kommunerne fortsat kunne håndtere de mere traditionelle kriser som ekstremt vejr, oversvømmelser og større ulykker.

Regeringens eget ekspertpanel for beredskabsområdet pegede tidligere i 2026 på behovet for et taktskifte i det samlede redningsberedskab og for at se nærmere på samspillet mellem statslige og kommunale beredskaber i lyset af både sikkerhedssituationen, klimaforandringer og civilbeskyttelse.

Det understreger pointen:

Beredskab er ved at udvikle sig fra en specialiseret funktion til en del af kommunens almindelige strategiske ledelsesopgave.

Men hvem sender regningen?

Og så kommer det spørgsmål, som næsten altid følger med nye kommunale opgaver:

Hvem skal betale?

For hvis kommunerne fremover forventes at etablere mere nødstrøm, alternative kommunikationssystemer, større lagerkapacitet, øget cybersikkerhed, mere redundans, flere øvelser og stærkere planer for kritiske funktioner, så koster det penge.

Ikke kun som engangsinvesteringer.

Generatorer skal vedligeholdes. Batterier skal udskiftes. Lagre skal roteres. Kommunikationsudstyr skal testes. Medarbejdere skal uddannes. Planer skal opdateres. Og organisationen skal øve sig.

Derfor bør diskussionen om kommunernes rolle i totalberedskabet fra begyndelsen følges af en diskussion om finansiering.

Ellers risikerer vi den klassiske kommunale problemstilling: Staten formulerer ambitionen, mens kommunen står med implementeringen – og regningen.

98 kommuner skal ikke udvikle 98 løsninger

Der er også et andet spørgsmål, som det nordiske samarbejde bør sætte gang i.

Hvor meget skal hver enkelt kommune selv udvikle?

Danmark har 98 kommuner. Det giver ikke nødvendigvis mening, at alle 98 hver for sig skal analysere de samme trusler, udvikle de samme kravspecifikationer og finde løsninger på de samme problemer.

På en række områder bør der være nationale standarder og fælles minimumskrav.

Det kunne eksempelvis gælde nødstrøm, kommunikation, beredskab på plejeområdet, forsyningssikkerhed, cyberberedskab og krav til kommunale krisestabe.

Det vil ikke fjerne behovet for lokale løsninger. En økommune har andre udfordringer end en storbykommune, og en kommune med store industriområder har andre risici end en kommune domineret af landbrug og turisme.

Men fundamentet kan være fælles.

Det nordiske samarbejde bør være begyndelsen

Den nye aftale mellem de nordiske kommunale organisationer er derfor mere interessant, end den måske umiddelbart ser ud.

Den kan give danske kommuner adgang til erfaringer, som vores nabolande har brugt årtier på at opbygge.

Men den bør også være anledning til at sætte tempo på den danske diskussion.

For kommunerne kan godt begynde at købe generatorer, lave planer og afholde øvelser.

Men uden en tydelig national ramme risikerer vi 98 forskellige fortolkninger af, hvad et tilstrækkeligt kommunalt beredskab egentlig er.

Danmark har besluttet, at vi skal have et totalberedskab.

Nu skal vi også beslutte, hvad det betyder helt konkret ude i kommunerne.

For når krisen rammer, er det for sent at begynde diskussionen om, hvem der egentlig havde ansvaret.