Nok arbejder et stort antal af Aabenraa Kommunes medarbejdere hjemmefra, og nok er skoler og mange andre institutioner lukkede til og med fredag 27. marts 2020. Men mange håndværksvirksomheder og andre leverandører løser stadig opgaver for Aabenraa Kommune og dens institutioner.
– Vi har helt enkelt besluttet, at Aabenraa Kommune fremskynder betalingerne for leverede ydelser mest muligt og hurtigst mulig, siger borgmester Thomas Andresen, Aabenraa Kommune og fortsætter:
– Det skal imødegå likviditetsproblemer og andre følgevirkninger for erhvervslivet af tiltagene for at modvirke hurtig spredning af COVID-19 smitten.
– Derudover er vi i tæt kontakt med Business Aabenraa for at se, om vi kan iværksætte andre tiltag til gavn for vores virksomheder i de kommende dage, tilføjer Thomas Andresen.
Business Aabenraa står til rådighed for sparring for de virksomheder, der har spørgsmål. Henvendelser sker på https://businessaabenraa.com/
Virksomheder er også velkomne til at tage direkte kontakt til Erhvervshus Sydjylland, der har oprettet et beredskab for virksomheder – deres kontakt findes på https://ehsyd.dk/
Du skal logge ind eller oprette en profil for at læse indlægget.







