Kommunerne står med en voksende opgave på ældre- og plejeområdet samtidig med, at medarbejderne bliver en stadig mere knap ressource. En del af løsningen kan være overraskende simpel: små hjælpemidler, der gør borgerne mere selvhjulpne, sparer medarbejdertid og reducerer fysisk belastning.

Når kommunerne diskuterer fremtidens ældrepleje, handler det ofte om det samme grundlæggende problem:

Der bliver flere ældre og færre hænder til at løse opgaverne.

Derfor investeres der i digitalisering, velfærdsteknologi, nye organiseringer og forskellige former for automatisering.

Men måske findes en del af løsningen også blandt de langt mindre spektakulære teknologier.

Et godt eksempel er noget så dagligdags som at hjælpe en borger med kompressionsstrømper.

En lille kommunal opgave bliver stor i volumen

For den enkelte medarbejder kan det virke som en begrænset opgave at hjælpe en borger med at få en kompressionsstrømpe på eller af.

Men kommunal drift handler om volumen.

Når en opgave gentages hos mange borgere hver eneste dag, bliver selv små tidsbesparelser interessante.

Og når den samme arbejdsbevægelse samtidig belaster hænder, håndled, arme, skuldre og ryg, bliver spørgsmålet også et spørgsmål om arbejdsmiljø.

Her er Doff N’ Donner fra SIGVARIS et konkret eksempel på, hvor enkelt et hjælpemiddel faktisk kan være.

En blød muffe anvendes til at hjælpe kompressionsstrømpen på og af. Dermed reduceres behovet for at trække og arbejde direkte med den stramme strømpe.

Aarhus Kommunes DokkX har blandt andet præsenteret hjælpemidlet som en velfærdsteknologisk løsning og peger på mindre fysisk belastning af medarbejderen og mindre ubehag for borgeren.

Men den kommunale gevinst kan være større

Det interessante er imidlertid ikke det enkelte produkt.

Det interessante er princippet.

Hvis et hjælpemiddel betyder, at en medarbejder kan udføre en opgave lettere, er der en arbejdsmiljøgevinst.

Hvis opgaven samtidig kan udføres hurtigere, er der potentielt en driftsmæssig gevinst.

Og hvis borgeren efter instruktion selv kan udføre opgaven, kan behovet for kommunal hjælp i nogle tilfælde reduceres.

Så begynder et ganske simpelt hjælpemiddel pludselig at ramme tre af kommunernes største udfordringer på én gang:

Arbejdskraft, økonomi og borgernes selvstændighed.

Selvstændighed er også velfærd

Der er desuden en vigtig borgerdimension.

Når en borger bliver i stand til selv at klare en daglig opgave, handler gevinsten ikke alene om, at kommunen potentielt sparer et besøg eller nogle medarbejderminutter.

Det handler også om frihed.

Borgeren bliver mindre afhængig af, hvornår hjemmeplejen kommer, og kan i højere grad bestemme over sin egen hverdag.

Det passer samtidig godt ind i en udvikling, hvor rehabilitering og hjælp til selvhjælp spiller en stadig større rolle i kommunernes tilgang til pleje.

Teknologien skal ikke nødvendigvis erstatte medarbejderen.

Den kan gøre medarbejderen unødvendig i de situationer, hvor borgeren faktisk selv kan klare opgaven – så medarbejderen i stedet kan bruge tiden hos en anden borger, hvor menneskelig hjælp er nødvendig.

Kommunerne bør se på de mange små regnestykker

Der bliver med god grund talt om store strukturelle løsninger på manglen på arbejdskraft.

Men kommunerne bør samtidig interessere sig for de små regnestykker.

Hvis en opgave kan løses to minutter hurtigere, lyder det måske ikke af meget.

• Hvis en borger kan blive helt selvhjulpen, er gevinsten større.
• Hvis en belastende arbejdsbevægelse kan fjernes fra en medarbejders arbejdsdag, er den sværere at sætte kroner og øre på – men kan være mindst lige så vigtig.

Gang derefter effekten med tusindvis af borgere, medarbejdere og arbejdsdage.

Det er dér, de små hjælpemidler bliver interessante kommunaløkonomisk.

Det kræver, at teknologien kommer ud af demonstrationslokalet

Den store kommunale udfordring er derfor ikke nødvendigvis alene at finde ny teknologi.

Det er også at få eksisterende og dokumenterede hjælpemidler systematisk ud at arbejde.

Kommunerne bør spørge:

• Hvilke arbejdsopgaver gentager vores medarbejdere tusindvis af gange?
• Hvilke af dem er fysisk belastende?
• Hvor findes der allerede simple hjælpemidler?

Og hvilke borgere kan med det rigtige hjælpemiddel gå fra at modtage hjælp til at kunne klare opgaven selv?

Det er måske ikke lige så spektakulært som en ny robot eller et stort AI-projekt.

Men effekten kan være meget konkret.

For i en tid, hvor alle kommuner leder efter flere hænder, bør en mindst lige så vigtig opgave være at passe bedre på de hænder, man allerede har – og sikre, at de ikke bruges på opgaver, som et enkelt hjælpemiddel kan gøre lettere eller overflødige.