For få borgere er et problem. For mange børn er åbenbart også et problem. Først stod Lolland med et budgethul på omkring en halv milliard kroner. Nu søger vækstkommunen Skanderborg 50 millioner kroner fra puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner. De to kommuner befinder sig næsten i hver sin ende af Danmark – økonomisk og demografisk. Alligevel rammes de af det samme grundlæggende problem: Den kommunale finansiering er blevet så kompliceret og så dårligt tilpasset virkeligheden, at det efterhånden er svært at forklare, hvem systemet egentlig virker for.

For få uger siden beskrev vi på Kommunalt.dk, hvordan Lolland Kommune stod over for et økonomisk hul på omkring en halv milliard kroner. Kommunens egen forklaring var klar: Befolkningsudviklingen, demografien og det nationale udligningssystem havde skabt en situation, som kommunen ikke selv mente, den kunne spare sig ud af.

Nu bevæger vi os næsten så langt væk fra Lolland, som man kan komme i den kommunaløkonomiske virkelighed.

Til Skanderborg.

En kommune i vækst. En attraktiv bosætningskommune tæt på Aarhus. En kommune med stigende indbyggertal, mange børnefamilier og et på mange måder stærkt skattegrundlag.

Og Skanderborg søger nu 50 millioner kroner fra statens pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner.

Det bør få alarmklokkerne til at ringe langt uden for Skanderborg.

For hvis både Lolland og Skanderborg kan være økonomisk vanskeligt stillede, er det måske på tide at stille et andet spørgsmål:

Er problemet efterhånden kommunerne – eller er det systemet?

Lolland taber borgere – Skanderborg får flere

Kontrasten kunne næsten ikke være større.

Lolland Kommune beskriver selv sin økonomiske udfordring som et resultat af blandt andet mange års befolkningstilbagegang, ændret demografi og et udligningssystem, som kommunen mener ikke kompenserer tilstrækkeligt for de strukturelle forhold.

I kommunens politiske aftale for 2026-2029 står det direkte, at Lolland står over for en betydelig underfinansiering fra 2027, og at både befolkningsudviklingen og det nationale udligningssystem er centrale forklaringer. Kommunen kalder arbejdet for en mere retfærdig udligning en kerneopgave.

Danmarks Statistiks seneste tal illustrerer udviklingen. Lolland havde i tredje kvartal 2026 godt 38.300 indbyggere. Kommunen havde alene i 2025 et betydeligt fødselsunderskud, hvor langt flere borgere døde, end der blev født.

Skanderborg oplever næsten det modsatte.

Kommunen har ifølge sin egen kommuneplan oplevet en befolkningstilvækst på omkring 13 procent siden 2013. Fra cirka 58.100 indbyggere til knap 65.800 ved begyndelsen af 2025. I tredje kvartal 2026 viser Danmarks Statistiks tal godt 66.600 indbyggere.

Det lyder umiddelbart som kommunaløkonomiens drømmescenarie.

Flere borgere. Flere skatteydere. Flere familier. Vækst.

Men sådan fungerer virkeligheden ikke nødvendigvis.

Skanderborgs problem er børnene

Skanderborgs borgmester, Frands Fischer, peger på en meget konkret forklaring: Kommunen har mange børn, og den demografiske sammensætning presser økonomien og likviditeten.

Skanderborg er derfor blandt de 45 kommuner, der har søgt særtilskud for 2027.

Kommunen har allerede gennem flere år mærket prisen på væksten. Skanderborg har selv oplyst, at der over en årrække er tilført mere end 100 millioner kroner årligt til dagtilbudsområdet for at håndtere det voksende børnetal og fastholde minimumsnormeringerne. Kommunen forventer fortsat markant vækst i antallet af børn.

Samtidig kommer nye nationale krav oveni. Fra 2027 ændres beregningen af minimumsnormeringer, og Skanderborg har beregnet, at kommunen vil mangle yderligere 13,2 millioner kroner årligt for at opfylde reglerne.

Det er altså ikke nødvendigvis fattigdom, der sender Skanderborg mod særtilskudspuljen.

Det er vækst.

Og netop dér bliver historien interessant.

Den ene kommune bliver straffet for tilbagegang – den anden for vækst

Lolland har færre borgere, en vanskelig demografisk struktur og et finansieringsgrundlag, som kommunen mener ikke følger udgifterne.

Skanderborg har flere borgere, flere børnefamilier og vækst – men oplever, at finansieringen heller ikke her følger udgifterne hurtigt og præcist nok.

Det er næsten et skoleeksempel på det dilemma, som dansk kommunaløkonomi er endt i.

For udligningssystemets grundlæggende idé er ellers forholdsvis enkel.

Kommunerne har forskellige indtægtsmuligheder og forskellige udgiftsbehov. Derfor flyttes penge gennem tilskuds- og udligningssystemet, så kommunerne i princippet får mere ensartede muligheder for at levere velfærd uden enorme forskelle i skatteprocenter.

Det skriver ministeriet selv.

Men oven på det almindelige udligningssystem findes en §16-pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner.

Og ministeriets egen forklaring på puljens eksistens er næsten den mest interessante sætning i hele diskussionen:

Puljen fungerer som supplement til det almindelige tilskuds- og udligningssystem, fordi det generelle system ikke nødvendigvis kan opfange alle særlige lokale forhold eller akut opståede udfordringer.

Det er i sig selv rimeligt.

Problemet opstår, når særordningen ikke længere ligner en undtagelse.

45 kommuner har søgt særtilskud for 2027.

Det er tæt på halvdelen af landets kommuner.

Når så mange kommuner søger hjælp gennem den sikkerhedsventil, der netop skal håndtere de tilfælde, det normale system ikke kan rumme, bør diskussionen ikke kun handle om, hvor stor puljen skal være.

Den bør handle om selve systemet.

Lolland fik over to milliarder gennem tilskud og udligning

Lolland viser samtidig, hvor ekstremt komplekst systemet er blevet.

I kommunens budget for 2026 indgår godt 2,0 milliarder kroner i tilskud og udligning. Herunder kommunal udligning, statstilskud, selskabsskatteudligning, ø-tilskud, likviditetstilskud, tilskud til kommuner med vanskelige vilkår, tilskud til udsatte ydrekommuner, ekstra finansieringstilskud og et §16-tilskud på 210 millioner kroner.

Og alligevel stod kommunen efterfølgende med udsigt til et budgethul på omkring en halv milliard kroner.

Det er svært at argumentere for, at det er et enkelt og gennemskueligt finansieringssystem.

Men Skanderborg viser, at problemet ikke kun findes i den ene ende af skalaen.

Her har kommunen tidligere budgetteret med statslig kompensation for demografisk vækst, ekstra bloktilskud og forskellige buffere omkring skat, grundskyld og udligning.

Det er ikke udtryk for dårlig økonomistyring.

Det er udtryk for et system, hvor selv ganske store kommunale økonomiforvaltninger skal navigere mellem prognoser, demografimodeller, bloktilskud, udligning, efterreguleringer, særtilskud, skatteskøn og skiftende nationale aftaler.

Virkeligheden har overhalet modellen

Der vil altid være behov for udligning mellem danske kommuner.

En kommune med lavt skattegrundlag, mange ældre og faldende befolkningstal kan ikke finansiere den samme service på samme vilkår som en velstående forstadskommune.

Men det interessante ved Skanderborg og Lolland er netop, at udfordringerne nu opstår i begge ender.

Danmark har kommuner, der bliver økonomisk pressede, fordi borgerne flytter væk.

Og kommuner, der bliver økonomisk pressede, fordi borgerne flytter til.

Det fortæller os, at spørgsmålet ikke længere alene kan være, hvor mange penge der skal flyttes fra én kommune til en anden.

Spørgsmålet må være, om måden, vi beregner kommunernes reelle udgiftsbehov på, følger den virkelighed, kommunerne står i.

For en børnefamilie, der flytter til Skanderborg, er ikke bare en fremtidig skatteindtægt. Familien kan fra dag ét udløse behov for en daginstitutionsplads, en skoleplads, veje, fritidstilbud og måske en ny institution.

På samme måde forsvinder Lollands udgifter ikke nødvendigvis i samme tempo, som befolkningen falder. Skoler, plejehjem, veje, bygninger og geografiske afstande bliver ikke automatisk billigere, fordi der bliver færre borgere til at betale regningen.

Det er to sider af præcis samme problem.

Nu bør udligningsdebatten begynde for alvor

Der arbejdes allerede politisk med en kommende reform af udligningssystemet. Også KL har gjort en ny udligningsreform til en af de helt store kommende kommunalpolitiske opgaver.

Skanderborg og Lolland bør være blandt de cases, der ligger øverst på bordet.

Ikke fordi de to kommuner er ens.

Men netop fordi de er så forskellige.

Når en kommune i tilbagegang med lavt finansieringsgrundlag mangler hundredvis af millioner, kan vi forstå mekanismen.

Når en attraktiv østjysk vækstkommune med stigende indbyggertal samtidig må søge puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner, bliver det sværere bare at forklare problemet med den enkelte kommunes økonomi.

Så begynder pilen at pege mod konstruktionen.

Kommunal udligning skal ikke være simpel for enhver pris. 98 kommuner har vidt forskellige forudsætninger, og en retfærdig model vil nødvendigvis være kompleks.

Men kompleksitet må ikke blive en undskyldning for et system, hvor virkeligheden konstant skal repareres bagefter gennem særpuljer, ekstra finansieringstilskud, udviklingspartnerskaber og lånedispensationer.

Lolland viste os den ene ende af problemet.

Skanderborg viser os nu den anden.

Hvis både tilbagegang og vækst kan gøre en kommune “særligt vanskeligt stillet”, er spørgsmålet ikke længere kun, hvem der skal have flere penge.

Så er spørgsmålet, om tiden er kommet til at bygge selve den kommunale finansieringsmodel om.